Efter skyderi ved Grønlands Torv: Nu reagerer justitsministeren
Regeringen lover handling efter skudveksling ved Grønlands Torv, hvor to personer blev ramt
- Det er helt uacceptabelt, at der bliver skudt i det offentlige rum, og både regeringen og politiet ser med stor alvor på episoder af den karakter.
Sådan siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en skriftlig kommentar til Nordjyske efter det dramatiske opgør torsdag aften i sidste uge, hvor grupperinger fra Aalborgs kriminelle underverden skød med skarpt i området omkring Grønlands Torv i Aalborg.
Mistanken knytter sig til GT-gruppen, der udspringer fra netop kvarteret omkring Grønlands Torv, samt A12, der er knyttet til en særlig blok i boligkvarteret Vangen i Nørresundby.
Kort efter kl. 21 blev to personer ramt af skud, og efter en massiv politiefterforskning blev seks personer senere anholdt.
De blev dagen efter løsladt, men sigtelserne mod dem er opretholdt. Imens fortsætter Nordjyllands Politi efterforskningen, men holder kortene tæt til kroppen.
Peter Hummelgaard har ingen kommentarer til den konkrete sag i Aalborg.
- Men helt generelt kan jeg sige, at regeringen fortsætter med at lægge maksimalt pres på banderne, og at vi kommer til sætte meget hårdt ind over for alvorlig, personfarlig kriminalitet, skriver Peter Hummelgaard til Nordjyske.
Justitsministeren pointerer, at regeringen i starten af juni - med opbakning fra et bredt flertal af Folketinget - fik vedtaget store dele af den såkaldte bandepakke IV, som i alt indeholder 44 initiativer, som skal et strammere greb om banderne.
- Så vi får trygge nabolag i hele Danmark, skriver Peter Hummelgaard.
Justitsministeren gør desuden opmærksom på, at regeringen og landets politi derudover har iværksat en række initiativer for at imødegå den aktuelle situation med bandekriminalitet.
- Regeringen arbejder derudover på en strafreform, der blandt andet skal sætte hårdere og mere konsekvent ind over for alvorlig personfarlig kriminalitet. Der bliver tale om meget mærkbare stramninger, lyder det fra Peter Hummelgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.