Dieselbil

Efter voldsom regn: Tankstation efterlyser kunder, som har tanket diesel

Tankstation på Ny Kærvej i Aalborg efterlyser kunder, som har tanket på stationen i tidsrummet lørdag aften til søndag morgen

Arkivfoto: Miriam Dalsgaard
Arkivfoto: Miriam Dalsgaard

AALBORG: Den voldsomme regn, der lørdag ramte Aalborg, har ikke kun holdt sig på vejene.

Energiselskabet OK har i forbindelse med regnbygerne konstateret vand i en dieselbeholder på tankstationen på Ny Kærvej i Aalborg. Det skriver de i en pressemeddelelse.

OK skriver, at blandingen af vand og diesel har påvirket 19 bilister, som har tanket på stationen mellem lørdag klokken 17.51 og søndag klokken 09.33, men de er endnu ikke lykkedes med at få fat i dem alle.

- Vi har siden søndag forsøgt at få fat på de i alt 19 kunder, der har tanket i tidsrummet. Vi mangler nu at få fat i ni bilister, som har benyttet andre betalingsmidler end et OK-kontokort, siger Rasmus Boserup, som er kommunikationschef i OK.

OK opfordrer kunder, som har tanket i tidsrummet, og som oplever problemer med motoren, til at kontakte OK's bilistafdeling på telefonnummer 70 10 20 33.

- Såfremt eventuelle motorproblemer kan relateres til ovennævnte blanding af regnvand og diesel, påtager OK sig naturligvis ansvaret for udbedring af skaden, siger Rasmus Boserup.

Dieseltanken blev søndag lukket og renset. Siden er tanken blevet undersøgt flere gange, og tirsdag klokken 10.00 åbnede tanken igen.

OK skriver, at man igen kan tanke trygt på stationen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden