Ekstrem situation på sygehus - men så kom hjælpen
- Megasejt, siger oversygeplejerske om kollegers hurtige indsats
Opdateret 21. november 2023 kl. 08:26
Akutmodtagelsen på Aalborg Universitetshospital har ofte travlt, og forleden så det helt galt ud.
10 medarbejdere - to-tredjedele af det nødvendige personale - havde meldt sig syge samme dag. En helt ekstrem situation.
- Jeg har været her i 10 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Nini Bundgaard Ringgren, ledende oversygeplejerske hos akutmodtagelsen.
Klar til at hjælpe
Vagtplanen kunne slet ikke hænge sammen, og hvad gør man så?
Oversygeplejersken fik lov til at kontakte andre afdelinger på sygehuset for at høre, om de kunne hjælpe. Og så skete der noget.
En række kolleger fra de andre afdelinger meldte sig klar.
- Nogle skulle møde på nattevagt i deres egen afdeling, men mødte et par timer før for at hjælpe os. Andre kom fra en dagvagt og kunne blive et par timer mere. Og andre igen mødte ind på en fridag for at hjælpe os, fortæller Nini Bundgaard Ringgren.
Ekstraordinær situation
- Megafedt at man kan hjælpe hinanden på den måde. Selv om man er ansat på hver sin afdeling og har hver sit speciale, så er man der for patienterne, når det virkelig gælder, siger oversygeplejersken.
Hvad der kunne have været en kaotisk onsdag aften med akut personalemangel på akutmodtagelsen, endte med at blive noget helt andet.
- Der gik virkelig godt. Folk var glade og positive. Alle vidste, at det var en ekstraordinær situation, siger Nini Bundgaard Ringgren.
- Rart at vide, at medarbejderne - selv om de kan have travlt - stadig har lyst til at hjælpe hinanden, når man står i sådan en situation. Megasejt, fastslår oversygeplejersken.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.