Efter hektisk flyvetur: Derfor endte corona-evakuerede danskere i Aalborg
I weekenden var Flyvevåbnet igen på vingerne for at evakuere danskere, der har været i den kinesiske Hubei-provins, som har været hårdt ramt af coronavirus. Stormen over Danmark ændrede dog flere gange i planerne
Opdateret 09. maj 2022 kl. 14:19
VADUM: - Det viste sig faktisk at blive en rigtig hektisk weekend, forklarer Morten Jensen, kommunikationschef på Flyvestation Aalborg.
Stormen, der søndag ruskede Danmark godt og grundigt, skulle nemlig vise sig at få stor betydning for den mission, Flyvevåbnet havde fået af udenrigsministeriet: At få syv danske statsborgere og tre svenske bragt hjem.
I udgangspunktet var evakueringsmissionen faktisk ganske simpel. Flyv til England, hent ti passagerer - syv danskere og tre svenskere - og flyv dem hjem til Kastrup. Men sådan skulle det ikke ende.
Selvom det var meningen, at de evakuerede danskere og svenskere skulle hentes i England, blev planerne ændret. Nu fik Flyvevåbnet besked på, at passagererne i stedet skulle hentes i Rom.
Eskadrille 721 og deres Challenger-fly fløj derfor mod Italien for at hente passagererne, men herfra blev de nødt til at lave planerne om igen. For alle danske lufthavne, hvor de kunne aflevere passagererne, var lukket på grund af stormen. Forsvaret kunne derfor ikke få de danske og svenske statsborgere til København som planlagt.
- Der blev lavet en ny plan, hvor vi fløj til Stockholm og afleverede svenskerne. Og så ventede vi i Stockholm, indtil der var en dansk lufthavn, der åbnede, siger Morten Jensen.
Beredskabet på jorden også involveret
Puslespillet var dog større end som så. For på jorden i Danmark var beredskabet forberedt på at skulle hente de evakuerede danskere i København. Derfor skulle der ikke kun findes en ny lufthavn i Danmark, men også en, hvor det civile beredskab kunne stå klar med ambulancer til at hente de evakuerede danskere.
Efter at have ventet i Stockholm i to timer blev Flyvestation Aalborg åbnet, og derfor kunne flyet lande her omkring klokken 01 natten til mandag. Her stod tre ambulancer klar til at køre de evakuerede danskere hjem.
- Det var et ret hektisk døgn, hvor man måtte være fleksibel. Både besætningen og dem, der sørgede for at lægge planerne for flyvningerne, siger Morten Jensen.
Det er tredje gang, Flyvevåbnet er med til at evakuere danske statsborgere, der har befundet sig i den kinesiske Hubei-provins. De ved endnu ikke, om de vil blive sendt afsted efter flere.
- Vi er blevet udfordret på vores fleksibilitet, men vi synes, vi fik skabt en god løsning. Men der er nogle mennesker, der har været på arbejde i lang tid, som nu får et velfortjent hvil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.