Fagforeningsboss sender stor regning til Aalborg Kommune: Vil have "3F-pakken"

Landsformanden for Business Danmark vil have samme behandling som 3F. Derfor har han sendt faktura til Aalborg Kommune

Landsformanden for Business Danmark har sendt en faktura til kommunaldirektøren for at få samme støtte, som fagforeningen 3F har fået. <i>Arkivfoto: Mette Nielsen</i>

Landsformanden for Business Danmark har sendt en faktura til kommunaldirektøren for at få samme støtte, som fagforeningen 3F har fået. Arkivfoto: Mette Nielsen

AALBORG:Onsdag tikkede der en uventet mail ind hos kommunaldirektør Christian Roslev.

Afsenderen var landsformanden for fagforeningen Business Danmark, Jens Neustrup Simonsen. Han bor i Aalborg og har de seneste uger fulgt med i Nordjyskes dækning af Aalborg Kommunes støtte til to 3F-kongresser.

- Da jeg så, at Nordjyske skrev om sagen første gang, tænkte jeg, at det var da lige godt groft, men at der sandsynligvis var tale om en fejl. Da Aalborg kommune efterfølgende frikender sig selv med henvisning til, at bidraget til 3F var praksis, bliver jeg harm. Aalborg kommune bør aldrig forfordele enkelte fagforeninger eller for den sags skyld politiske partier når de afholder kongresser i Aalborg, siger landsformanden.

Hård konkurrence fagforeninger imellem

Business Danmark har to gange holdt kongres i Aalborg, men fagforeningen blev dengang ikke tilbudt en velkomstreception, og derfor skrev Jens Neustrup Simonsen til kommunen.

- Da vi via medierne kan konstatere, at det åbenbart er praksis i Aalborg kommune at støtte kongresser, der fremmer turisme og events, og at man har støttet 3F kongresserne med 1033,72 kroner pr. deltager i 2016 og 2019, vil vi om muligt gerne have samme omkostningsreduktion som ”3F pakken” for afholdte kongresser i Aalborg, skriver han.

- Som bekendt er der hård konkurrence fagforeningerne imellem, og derfor må vi også gå ud fra, at fagforeningerne får samme lighed, når vi afholder kongresser i Aalborg.

Han skriver videre, at Business Danmark har holdt to kongresser med hver 150 deltagere, og at det beløber sig til en samlet støtte på 310.116 kroner.

Han slutter af med at skrive, at "det vil glæde os at få pengene overført" senest 15. december 2022.

Kommer ikke til at betale

Kommunaldirektør i Aalborg Kommune, Christian Roslev, ønsker ikke at stille op til interview om sagen, men skriver i en mail til Nordjyske, at Aalborg Kommune ikke har i sinde at betale Business Danmark.

- Vi er glade for, at der er interesse for Aalborg som kongres by. Vi kan oplyse, at vi har afvist at godtgøre udgifter til de pågældende kongresser, da vi ikke har været vært ved receptioner i forbindelse hermed, skriver han.

Han forklarer, at Aalborg Kommune i øjeblikket er i gang med en revision af hele eventområdet, og den fremtidige håndtering af events, vil blive drøftet efter revisionen er færdig.

Aalborg har ikke brug for velkomstreceptioner

Jens Neustrup Simonsen har holdt kongresser med Business Danmark i hele landet, og de kommer ifølge landsformanden også til Aalborg igen på et tidspunkt.

Ifølge ham er Aalborg nemlig en glimrende kongresby.

- Derfor er det også ærgerligt, at man bruger skatteborgernes penge på velkomstreceptioner, for Aalborg er en fuld konkurrencedygtig kongresby, siger han.

Han tvivlede selv på, at han ville få noget ud af, at skrive til Aalborg Kommune, men hans retfærdighedssans gjorde, at han ikke kunne lade være.

- Mit formål er at pirre til deres dårlige samvittighed og deres retfærdighedssans. For det er ubehageligt, at de her sager dukker op. Det giver mig, og sikkert også andre borgere, en følelse af, at vi lever i et samfund, hvor man uddeler penge til folk efter forgodtbefindende, og det går jo ikke, siger landsformanden.

- Der skal være lighed for alle.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.