Faldt i søvn under indbrud og løb tør for strøm i stjålet elbil i Limfjordstunnelen
36-årig mand er varetægtsfængslet, sigtet for biltyveri og indbrud i Aalborg
Opdateret 27. august 2021 kl. 07:25
AALBORG: En 36-årig mand havde virkelig svært ved at gennemføre sine ulovlige handlinger i denne uge. Først faldt han i søvn under et indbrud, og senere gik han i stå i Limfjordstunnelen i en stjålet bil.
Torsdag blev han så fremstillet i grundlovsforhør, og her blev han varetægtsfængslet i tre uger, fortæller anklager Thomas Klingenberg.
Han er sigtet for et indbrud på privathospitalet Hamlet på Sofiendalsvej i Aalborg mandag, hvor han formentlig havde skaffet sig adgang via en ulåst dør.
Han blev opdaget, da personalet fandt ham sovende inde på hospitalet med forskellige tyvekoster omkring sig.
Personalet tilkaldte politiet, men de ønskede ikke at anmelde noget, og derfor fik den trætte indbrudstyv lov til at gå, fortæller anklageren.
Men blot to dage senere var den gal igen.
Her gik den 36-årige i stå i Limfjordstunnelen i en stjålet BMW elbil - formentlig fordi batteriet var fladt.
Bilen var blevet stjålet fra en bilforhandler i Jyllandsgade, hvor bilen var ved at blive klargjort til en køber.
Den 36-årig kom tilfældigt forbi bilforhandleren, og han så sit snit til at finde bilnøglerne, der lå i nærheden, og stjæle bilen.
Men turen endte altså i Limfjordstunnelen, hvor politiet kunne anholde ham.
Under grundlovsforhøret erkendte den 36-årige biltyveriet, men han nægtede dog indbruddet på privathospitalet. Han erkendte godt nok at have været på stedet, men han husker ikke, hvordan han kom ind, fortæller Thomas Klingenberg.
Udover sigtelserne for indbrud og biltyveri, er manden også sigtet for at have amfetamin på sig.
Det er også kun en måned siden, at den 36-årige blev løsladt fra en dom for netop biltyveri og besiddelse af amfetamin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.