Farvel til V: Inger spurgte om jeg nu var helt sikker. Det var jeg
Venstres nordjyske formand siger dramatisk farvel. Karsten Lauritzen mener, at udmeldingen skal ses i lyset af, at Pernille Roth er gode venner med Støjberg
Opdateret kl. 19:09
Før tirsdag var hun ikke en politiker, der trak de store overskrifter, men det blev Pernille Roth, da hun 8.56 tirsdag morgen trykkede send, og meddelte sin afgang som formand for Venstre i Region Nordjylland.
Det var en opsigtsvækkende mail, der rummede en række anklager mod formand Jakob Ellemann-Jensen og andre fra partiets øverste ledelse. Venstre står med - skriver hun - en splittet og dårligt ledet organisation, en vaklende og svag formand og uenighed om den politiske linje.
Den mail var første markante udmelding fra en magtfuld politiker fra Venstres berømte jyske bagland, og det gjorde heller ikke nyhedsværdien mindre, at Pernille Roth er genbo og personlig ven med Inger Støjberg.
- Jeg har snakket med Inger om beslutningen. Hun spurgte flere gange, om jeg var helt sikker på, at det var det jeg ville. Det har også været en svær beslutning, og den har været længe undervejs. Det var først i løbet af weekenden, at jeg blev helt sikker, siger Pernille Roth, der forsøgte at passe sit arbejde ind i mellem opkald fra en stribe medier.
- Den opmærksomhed havde jeg godt nok ikke regnet med. Forhåbentlig er den væk i morgen.
Som alle andre fik partiets øverste ledelse også først besked tirsdag, og set fra deres side var der ikke ingen grund til at bidrage til ballade.
- Der er 4000 medlemmer af Venstre i Nordjylland, nogen melder sig ud og nye kommer til, det er helt normalt. I det her tilfælde er der tydeligvis mange følelser på spil, for det er et meget mystisk angreb på Jakob Ellemann, på Venstre og på de mange venstrefolk, der slider for at sikre vores parti fremgang og succes. Jeg tror dog, at det skal ses i lyset af, at Pernille og Inger er tætte venner og genboer. Kritikken af vores politiske linje skal nok også ses i det lys, for den har ikke rykket sig en tomme. Men jeg vil nu alligevel gerne sige tak til Pernille for hendes arbejde for Venstre i Nordjylland og ser frem til samarbejdet med hendes efterfølger, skriver Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, i en sms til NORDJYSKE.
Født ind i partiet
Pernille Roth har været formand for Venstre i Nordjylland i de seneste to år, men har været medlem af partiet langt længere. Faktisk er hun nærmest født ind i partiet - hendes far er stadig i den lokale V-bestyrelse og hendes mor, Lisbeth Roth, har repræsenteret partiet i byrådet, dengang Hadsund stadig havde sit eget byråd.
Men i november begynder hun at tvivle på, om hun fortsat hører til i Venstre. Det sker helt præcis den dag, Jacob Ellemann-Jensen skriver til Venstres folketingsmedlemmer, at han mener, at V skal bakke op om regeringen i mink-sagen og sikre, at der hurtigst muligt kommer lov-hjemmel til den varslede aflivning af alle mink. Den besked vækker ikke begejstring alle steder i partiet, og partiet skifter da også hurtigt kurs.
Det er her - siger hun - at tvivlen begynder at stikke sit grimme fjæs frem. Mere sikker i sin sag bliver hun i løbet af december og januar - et andet afgørende tidspunkt er, da et stort flertal i forretningsudvalget i slutningen af december beder Inger Støjberg om at forlade posten som næstformand. På mødet er der kun to, der stemmer mod - Støjberg og Pernille Roth.
Beslutningen er helt forkert, synes Roth, men hun er også vred over hele processen op til mødet. I sin mail beskriver hun forløbet således:
- De steder, hvor jeg har oplevet Inger Støjberg, har hun altid været utrolig loyal overfor formanden og vores parti. Næsten grænsende til det komiske. Til gengæld må det anses som ganske klart, at loyaliteten ikke har været gældende den anden vej. Det gik for alvor op for mig, da jeg blev klar over, at Venstres partisekretær allerede i juledagene – altså inden Venstres forretningsudvalg overhovedet var hørt – begyndte at arbejde i krogene for at skaffe opbakning til, at Inger Støjberg – vores næstformand – skulle afsættes. Alt sammen skete det i uofficielle fora. Det bekræfter mig i mistanken om, at vi i de seneste par måneder har været vidner til en planlagt politisk proces, der i virkeligheden ikke har handlet om rigsretssagen. Den har været brugt som redskab fra den allerøverste politiske ledelse for at skaffe sig af med Inger Støjberg, fordi man ikke har brudt sig om hendes politiske synspunkter. Alt sammen i hemmelighed, bagom partiets valgte organisationsfolk, lyder den opsigtsvækkende anklage.
Hun mener, at partiledelsen er på en farlig kurs - væk fra bagland og rødder. Konkret handler det om udlændingepolitik og miljøpolitik, mere ukonkret om, at partiet er ved at blive for smalt, lavloftet og for styret fra København.
- Herovre ser vi virksomheder gå konkurs på grund af corona-restiktioner, men i hovedstaden går de rundt og snakker, som om 20 år gamle me-too sager er det virkelige problem.
Et totalt farvel til partiet er det dog ikke - ved det kommende kommunalvalg vil hun fortsat sætte kryds ved Venstre. Om hun på et tidspunkt vender tilbage til politik er uvist.
- Hvis nu Inger Støjberg melder sig ind i et andet parti følger du så med?
- Nej. Lige nu trænger jeg simpelthen til en pause fra politik. Jeg har mistet gejsten.
Beslutningen kom som en overraskelse for de øvrige medlemmer af partiets nordjyske bestyrelse.
- Det kom fuldstændig bag på mig. Det er ikke noget hun har fortalt os om. Der var ikke noget forvarsel, siger Gunhild Olesen Møller, der er næstformand i Venstre i region Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.