Filmstriben overlever i Aalborg: "Det er tilsyneladende en vigtig sag for borgerne"

Aalborgs borgere vandt kampen om Filmstriben - en lukning ville have en social slagside, siger kulturrådmand

Gratis adgang til kvalitetsfilm bliver fortsat muligt for Aalborgs borgere. Arkivfoto fra Woody Allens "Vicky Cristina Barcelona"

Gratis adgang til kvalitetsfilm bliver fortsat muligt for Aalborgs borgere. Arkivfoto fra Woody Allens "Vicky Cristina Barcelona"

AALBORG:Det lyder måske som en bagatel i et stort kommunebudget - at lukke Filmstriben - bibliotekernes digitale filmportal. Men planen fik forud for budgetforhandlingerne en lang række borgere på barrikaderne, både i debatindlæg her på Nordjyske.dk, sociale medier og så har flere henvendt sig direkte til politikerne.

Og det flyttede beslutningen, fortæller Mads Duedahl, rådmand for Kultur- og Sundhedsforvaltningen.

- Det stod hurtigt klart for hele byrådet, at vi blev nødt til at bevare Filmstriben. Vi tænkte som udgangspunkt, at der er andre steder at søge hen, fx Danmarks Radio og streamingtjenester, men der er mange, der prioriterer en anden type film, end man kan få der, fx film som de kunne se i gamle dage, eller dokumentarfilm, siger Mads Duedahl, der både fik henvendelser over mail og oplevede at blive stoppet på gaden af folk, der ville tale om Filmstriben.

- Vi er blevet bevidste om, at der er en social slagside ved at nedlægge sådan en tilbud. Ikke alle borgere har råd til at tage i biografen eller at købe sig adgang til Netflix eller HBO. I vores nye kulturpolitik er et vigtigt indsatsområde, at der bliver lige adgang til kultur, så det ville være en forkert retning at gå i at afskaffe sådan noget et så varieret tilbud, siger han.

Han er glad for, at byrådet generelt har været villige til at lytte efter folkestemningen.

- Vi skal ikke være støbt fast i beton, men i stand til at lytte.

For Jørgen Nørgaard, borger i Aalborg, der før budgetforhandlingerne gik til forsvar for Filmstriben, er bevaringen af den godt nyt.

- Det er godt at se, at politikere er bevidste om, at de nemt kan komme til at gøre skævheden større mellem rig og fattig, og at de har taget et skridt i en anden retning med valget om at værne om det tilbud, som Filmstriben er for mange, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.