Parkeringsbøder

Finn klagede over p-bøde - men så sendte inkassofirma et brev

Mail fra p-selskab er formentlig forsvundet i cyberspace

Finn Bülow Nielsen vidste i første omgang slet ikke, at han havde fået en p-bøde.
Finn Bülow Nielsen vidste i første omgang slet ikke, at han havde fået en p-bøde. Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret kl. 06:14

AALBORG: - Da jeg åbnede brevet, blev jeg faktisk rystet. Der var gået et halvt år, så jeg tænkte, at den sag var afsluttet.

Sådan beskriver Finn Bülow Nielsen oplevelsen, da han i sidste uge modtog et brev fra inkassofirmaet Collectia.

Finn havde tilbage i september klaget over en p-bøde, som han fik i Kennedy Arkadens p-hus. Men uden at have fået noget svar fra Q-Park, var sagen nu endt hos et inkassofirma.

- At der skal gå et halvt år med sådan en parkeringssag, før man får så grimt et brev fra et inkassofirma, det burde ikke være nødvendigt.

Har betalt

Sagen om Finns p-bøde går helt tilbage til august 2022, hvor han og konen skulle i biografen. Finn indtastede nummerpladen, da han ankom, og da biografturen var ovre, betalte han 71,50 kroner for parkeringen og kørte igen.

Ifølge Finn var der ikke nogen p-bøde i forruden, da han kom tilbage til bilen. Ikke desto mindre modtog han nogle uger senere et brev fra Q-Park, der bad ham betale en p-bøde. Ifølge dem havde han parkeret uden at have registreret nummerpladen.

- Vi anede ikke, vi havde gjort noget forkert, men pludselig fik vi en opkrævning fra Q-Park, fordi vi ikke havde betalt den p-afgift, de påstod, der sad i ruden.

Men Finn havde skam betalt for at parkere.

Han klagede derfor over p-bøden og vedhæftede et udskrift fra banken.

Tre gange i løbet af efteråret ringede enten han selv eller hustruen ind til Q-Park og fik bekræftet, at klagen afventede sagsbehandling. Derudover hørte de ikke noget, før der nu i marts pludselig dukkede et inkassobrev op i postkassen.

Det kommunikationsniveau, mener Finn, er langt under middel.

- Jeg har fornemmelsen af, de er ligeglade med folk.

Finn Bülow Nielsen er helt sikker på, der ikke sad nogen gul p-bøde i forruden, da han kom tilbage til bilen.- Havde der siddet en p-afgift i ruden, mens man stod med en kvittering, vil et normalt menneske jo reagere prompte. Foto: Kim Dahl Hansen

Forsvundet i cyberspace

Nordjyske har kontaktet Q-Park for at høre deres syn på sagen.

Her fortæller den administrerende direktør, Alex Pedersen, at de skam har sendt et svar til Finn Bülow Nielsen, hvor de fastholdt bøden.

P-selskabet har i forbindelse med Nordjyskes henvendelse undersøgt sagen, og de tror, at mailen ikke er kommet frem på grund af en teknisk fejl i opsætningen af Finns mailprogram Outlook.

På den klage, som Finn sendte til Q-Park, står afsenderen nemlig til at være en længere tal- og bogstavrække afsluttet med et @outlook.com, fremfor den egentlig adresse, som klagen blev sendt fra.

- Det kan vi godt se her, men det spekulerede vi ikke over. Vi svarede bare den mailadresse, vi fik e-mailen fra, forklarer Alex Pedersen.

- Vi svarede bilisten fra en ”no reply”-konto, og så opdagede vi ikke, at mailen ikke nåede frem.

- Vores bedste gæt er, at e-mailen ikke er nået frem på grund af den her tekniske fejl, siger administrerende direktør for Q-Park Alex Pedersen. Arkivfoto

Fastholder p-afgift

Trods den tekniske spidsfindighed omkring modtagelsen så fastholder Q-Park stadig selve p-afgiften.

Alex Pedersen forklarer, at man på den konkrete betalingsautomat bliver mødt med en besked om, at systemet ikke kunne finde nummerpladen i motorregistret, hvis man indtaster en nummerplade, der ikke findes. Trods den advarsel har bilisten alligevel trykket bekræft.

Men selvom Q-Park fastholder afgiften, får de tekniske problemer dog betydning for denne sag, og hvis lignende problemer skulle opstå i fremtiden.

- Det her var nyt for os og gav også os en ny viden. Derfor vil vi gerne trække de ekstra omkostninger tilbage, der er kommet på som følge af overdragelsen til Collectia.

- Når vi opdager det her en anden gang, skal vi tjekke, om mailadressen virker, og at vi kan svare bilisten.

Efter udmeldingerne fra Q-Parks direktør, tror Finn Bülow Nielsen, at han ender med at betale.

- Vi kan alle lave fejl, og det er så sket her. Det må jeg acceptere. Men jeg synes, at når jeg har betalt 71,50 kroner for en nummerplade, der ikke eksisterer, bør det også trækkes fra det beløb, jeg skal betale i p-afgift.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden