Flere knivstikkerier i Aalborg: 11 mænd er nu sigtet
Politiet har nu sigtet 11 mænd for et knivoverfald på to mænd ved havnefronten i maj - der kan være sammenhæng til andre episoder
AALBORG: Efter et halvt års efterforskning, mener politiet nu at have fat i de unge mænd, der i maj var involveret i flere slagsmål og knivstikkerier i Aalborg på få dage.
11 mænd er blevet sigtet for vold og grov vold mod to andre mænd ved havnen i Aalborg nær Utzon Center.
Det oplyser politikommissær Kenneth Rodam.
Episoden skete 26. maj omkring klokken 20, hvor en gruppe mænd overfaldt to andre mænd for øjnene af flere borgere, der var ud at gå en aftentur.
Under overfaldet blev en 19-årig mand stukket i ballen med kniv, mens den anden mand blev tildelt slag.
Dagen efter blev en ung mand overfaldet på Durupstien i Aalborg Øst og stukket med kniv, og nogle dage senere var 10-12 personer involveret i et slagsmål foran Fitness World på Vesterbro i Aalborg, hvor en person blev stukket i ryggen.
Kenneth Rodam oplyser, at de 11 mænd ikke er sigtet i de to sidstnævnte sager, men han siger samtidig, at politiet ikke kan udelukke, at der er en sammenhæng.
Voldssagen mod de 11 mænd ligger nu hos anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der skal rejses tiltale.
Kenneth Rodam ønsker på nuværende tidspunkt ikke at komme nærmere ind på, hvad motivet til knivstikkeriet på havnefronten kan være.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.