Flere fly til udlandet - og flere passagerer

Nu lysner det i Aalborg Lufthavn

Det spanske flyselskab Volotea starter en ny flyrute fra Aalborg Lufthavn. PR-foto

Det spanske flyselskab Volotea starter en ny flyrute fra Aalborg Lufthavn. PR-foto

NORDJYLLAND:Efter internationale corona-restriktioner og dæmpet rejselyst, så lysner det nu for Aalborg Lufthavn.

Antallet af flypassagerer voksede markant i februar sammenlignet med måneden før. I februar var der 73.375 rejsende til og fra Aalborg Lufthavn - en stigning på 24 procent i forhold til januar, skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Samtidig kommer der flere flyafgange den kommende tid. Heriblandt en ny flyrute til italienske Napoli med start 3. maj, og desuden genoptager Ryanair sine flyvninger fra Aalborg til den svenske hovedstad Stockholm samt til Kaunas i Litauen.

- Det ser ud til, at vi kan se frem mod større rejseaktivitet resten af året. Restriktioner lempes rundt omkring i Europa. Derudover genåbner de direkte ruter til både Stockholm og Kaunas i denne uge med henholdsvis tre og to ugentlige afgange. Vi forventer derfor et stort løft i udenrigstrafikken i marts, siger direktør Niels Hemmingsen fra Aalborg Lufthavn.

Det er fortsat indenrigsflyvningerne mellem Aalborg og København, der dominerer.

I februar fløj 50.151 passagerer mellem Aalborg Lufthavn og København. I samme måned havde den nordjyske lufthavn 14.206 udenrigspassagerer og 9.018 passagerer på charterrejser.

- Indenrigstrafikken er nu er oppe på 83,5 procent af passagerniveauet i 2019. En del af dén positive udvikling skyldes dog også, at der igen er blevet flere muligheder for at rejse via København til udlandet. Det samme ser vi på ruten til Amsterdam, hvor KLM følger efterspørgsel ved at indsætte større fly og flere afgange på udvalgte dage, oplyser Niels Hemmingsen.

Han glæder sig over, at det spanske flyselskab Volotea nu starter den nye flyrute fra Aalborg til Napoli. Og endnu flere nye flyruter til udlandet er snart på vej, håber lufthavnsdirektøren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden