Flere Gravenshoved-elever melder sig, men de skal overbevise gamle kammerater
Gruppen af tidligere elever, som René Vinding Christensen er talsperson for, stiller dog visse betingelser

René Vinding Christensen er talsmand for en række af de tidligere elever på Gravenshoved Kostskole. Eleverne klagede i efteråret 2021 over fysiske og psykiske overgreb begået mod dem af personalet på skolen. Arkivfoto: Lars Pauli
AALBORG:Efter de seneste ugers store mediedækning af Gravenshoved-sagen er der også flere tidligere elever, der nu gerne vil være med til at klage over deres ophold på skolen – og dermed også muligvis være berettiget til en økonomisk kompensation.
Det fortæller René Vinding Christensen, der er talsmand for omkring 85 af de tidligere elever, og som har hyret advokat Mads Pramming til at føre deres sag.
- Den seneste uge er der omkring ti, der har henvendt sig, fortæller han.
Gravenshoved Kostskole
- Gravenshoved Kostskole var en såkaldt observationsskole, der blev oprettet af Aalborg Kommune i 1964. Skolen lå øst for Christiansfeld i Sønderjylland.
- Skolen havde plads til 24 elever og tog sig af det, man dengang kaldte adfærdsvanskelige børn, der ikke passede ind i det almindelige skolesystem. Det kunne være børn med indlæringsproblemer eller med sociale problemstillinger.
- Fra 1970’erne og frem blev skolen drevet i et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Amt.
- I forbindelse med besparelser vælger Nordjyllands Amt i 1990, at de ikke længere vil betale for driften af Gravenshoved Kostskole. Kommunen, der ejede bygningerne, forsøgte uden held at søge dispensation til at drive skolen videre.
- Både de kommunale politikere og flere forældre var imod beslutningen om at lukke skolen.
- Gravenshoved Kostskole lukkede i starten af 1990'erne.
- I 2021 stod en række tidligere elever frem med anklager om fysiske og psykiske overgreb. De fleste fra midt-80'erne og frem til skolens lukning.
Handler ikke om erstatning
Ifølge talsmanden er det ikke usædvanligt, der kommer flere henvendelser fra nye, tidligere elever, når sagen har fået en vis omtale i medierne. Sådan har det også været de tidligere gange, forklarer han.
- Der sidder selvfølgelig nogen og tænker, det må være fordi, der nu er penge i udsigt, men det er ikke umiddelbart vores indtryk. I hvert fald ikke hos dem, vi har talt med.
Derimod handler det om, at nogle tidligere elever ikke længere bor i Nordjylland og derfor ikke har hørt om sagen i medierne før nu. Andre har været så hårdt ramt psykisk, at de har haft svært ved at tage det første skridt, forklarer René.
- Jeg blev ringet op af en kone til en tidligere elev, fordi manden ikke kunne. Han havde forsøgt at få fat på mig for et års tid siden, hvor vi fik en kort snak, og han fik mit telefonnummer. Men siden da har han haft det så dårligt, fordi han brød helt sammen, da sagen kom frem.
Mødt med betingelser
Hvis man vil være med til at klage via den gruppe, som René Vinding Christensen er talsperson for, er der dog visse krav.
Ud over at man skal kunne bevise, man var elev på skolen, skal man også forklare, hvorfor man først står frem nu, og hvad man var udsat for i sin tid på skolen.
Ifølge René er det alligevel krav, man vil blive mødt af, hvis man kræver en undskyldning og kompensation fra Aalborg Kommune.
Når gruppen af elever på den måde vil tjekke, om nytilkomne klagere har rent mel i posen, handler det om at værne om gruppens troværdighed, forklarer talsmanden.
- Vi vil ikke misbruges af nogen, der tror, de kan snyde sig til noget. Troværdigheden er enormt vigtig for os. At man faktisk tror på, hvad der bliver sagt, når vi kommer som samlet flok. Det har været et kardinalpunkt hele vejen igennem.
- I 30-50 år har vi kæmpet med, at ingen har troet på os. Det sidste vi ønsker nu er, at der kommer lykkeriddere og tænker, de også vil prøve, uden det hele er rigtigt og ærligt. Det vil vi ikke have i vores navn.
Ifølge René Vinding Christensen bliver den første bølge af elev-sager sendt til advokaten i næste uge. Hvis man som tidligere elev ikke når at komme med i denne omgang er alt håb dog ikke ude. Så vil man blive samlet op i en kommende bunke efterfølgende.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.