Før genåbning mandag: Nye generationer af forbrugere står klar

Vi kan simpelthen ikke stå for billedet af de fire børn, der kigger længselsfuldt ind i en butik

Fire unge mennesker trykker næsen flad mod butiksruden hos luksusbaby.dk i Aalborg. Foto: Ida Marie Mygind Madsen

Fire unge mennesker trykker næsen flad mod butiksruden hos luksusbaby.dk i Aalborg. Foto: Ida Marie Mygind Madsen

NORDJYLLAND:Mon ikke rigtigt mange har det, som de fire unger, der kaster længselsfulde blikke ind i en butik?

Efter to måneders hård nedlukning tørster både forbrugere og butiksindehavere efter at se hinanden igen, og det bliver der mulighed for mandag morgen i forbindelse med den genåbning af Danmark, som blev meldt ud tidligere i denne uge.

Billedet af de fire børn landede pludselig i NORDJYSKE's indbakke, og vi kan altså ikke stå for det.

Det er taget af Ida Marie Mygind Madsen, som er elev i virksomheden Luksusbaby.dk, der har butikker i Aalborg og Aarhus. Billedet er taget foran butikken i Aalborg.

- Og jeg synes, det helt vildt godt beskriver enden på nedlukningen. Det har vi ventet på længe, foråret er på vej, og vi er tilpas. Vi åbner under ordnede forhold og tager en stille start, siger indehaver af Luksusbaby.dk, Morten Grabowski Kjær.

Nye forbrugsmønstre

Coronapandemien og indtil flere nedlukninger af det danske næringsliv har naturligvis påvirket danskernes forbrug - og forbrugsmønstre.

Selv om næste generation af forbrugere på billedet fra Aalborg tilsyneladende står klar foran en butik med varer efter deres smag, har coronakrisen generelt skabt et regulært boom i webhandlen blandt ikke mindst de yngre privatkunder, og det har været med til at holde omsætningen oppe mange steder.

Ifølge Dansk Industri har analysebureauet Wilke i en landsdækkende undersøgelse dokumenteret, at der er en stor generationskløft mellem unge under 30 år og midaldrende/ældre forbrugere i forhold til, hvordan corona påvirker danskernes forbrugsmønstre på sigt.

De ældre generationer - og det er dem over 60 - ser corona som en midlertidig periode og glæder sig til at komme i butikker igen.

Anderledes for de yngre forbrugere. For dem er corona en en livsomvæltende hændelse.

- Corona har indgydt til refleksion over, hvilke valg de unge træffer, hvordan de vil leve deres liv og bruge deres tid. Værdier om bæredygtighed, nærhed og kvalitetstid er blevet stærkere. Karriereløb og forbrugerisme udfordres, siger Myriam Martensen, som er Data Insights Director i Wilke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.