Nordjyde smittet med coronavirus: Telenor har sendt 29 medarbejdere i karantæne
Der skulle være tale om et mildt tilfælde af den frygtede virus
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:54
NORDJYLLAND: En person i Nordjylland er smittet med coronavirus. Det oplyste Region Nordjyllands presseafdeling søndag.
Der skulle ifølge Region Nordjylland være tale om et mildt tilfælde, hvor den smittede person ligger hjemme i isolation.
Det er første gang, at der er konstateret coronavirus i Nordjylland, som ellers indtil søndag ikke havde haft bekræftede smittetilfælde.
Den smittede er ansat i Telenors afdeling i Aalborg.
- Vi kan bekræfte, at vi har en medarbejder på vores hovedkontor, der er testet positiv for coronavirus. Medarbejderen er blevet smittet efter en skiferie i Lombardiet, som han er hjemvendt fra den 21. februar, og er derfor hjemvendt før indførelsen af vores interne forebyggelses- og karantæneregler, der bygger på myndighedernes retningslinjer, skriver Telenors pressechef Lise Kirkegaard i en mail.
- Den pågældende medarbejder er i isolation, og i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed er yderligere 29 medarbejdere sendt i hjemmekarantæne, da de har været i kontakt med den smittede medarbejder i smitteperioden, skriver pressechefen.
Telenor har ikke yderligere kommentarer til karantænen.
Antallet af danskere smittet med coronavirus er nu på 35, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed på sin hjemmeside. Herudover er 628 danskere i karantæne, fordi de har været tæt på en person, der har eller kan have coronavirus, oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed.