Se video og billeder: Folk løb eller gik gennem Limfjordstunnelen
Halvmaraton og Walkin gav deltagerne en stor oplevelse
Opdateret kl. 14:16
Søndag morgen blev løbere og gående i tusindtal sendt afsted på årets udgave af Aalborg Halvmarathon og Walkin Nordjylland, som ud over udfordringen med varmen også gav en stor, traditionsrig oplevelse:
Deltagerne måtte gå eller løbe gennem Limfjordstunnelen.
Det sydgående tunnelrør var reserveret til dem, mens den nord- og sydgående trafik deltes om det andet tunnelrør. Spærringen blev ophævet ved 10.30-tiden, hvor alle løbsdeltagere var kommet igennem tunnelen.
Aalborg Halvmarathon og Walkin Nordjylland med DGI Nordjylland som arrangør delte start- og målområde på Slotspladsen på Aalborgs havnefront.
Deltagerne havde mulighed for at vælge mellem tre distancer. For nogle betød det, at de blandt andet kom gennem Vestre Fjordpark og var på travbanen.
Næsten uanset rute oplevede alle én ting: varmen.
- Det er klart, at med så mange mennesker og varmen var der nogle, der fik det dårligt og skulle have noget væske. Det var dog ikke ud over det, vi havde forventet, fortæller kommunikationskonsulent Rune Andersen fra DGI Nordjylland.
Myndighederne var med på sidelinjen, og et par gange var der brug for ambulance. Der blev sørget for rigeligt med vand på depoter på ruten, og i målområdet stod samaritter klar til at hjælpe.
I år havde flere meldt sig til at løbe med - enten på halvmaraton eller en kvart maraton. I alt 4400 løbere var ude på vejene og gennem tunnelen. Dertil kom knap 1300 gående, lidt færre end sidste år. Det skyldes ifølge Rune Andersen, at de måtte sendes tidligt afsted, nemlig klokken 7.30, hvilket var det muliges kunst i forhold til Limfjordstunnelen.
Ud over oprydningen venter en evaluering af årets store halvmaraton og Walkin.
Nordjyske fulgte med fra sidelinjen, og du kan se billeder og video fra begivenheden her:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.