Forskere slår fast: Ingen øget kræftrisiko for elever, der har gået i skole tæt på Dansk Eternit Fabrik

I en stor undersøgelse har forskere fra Aalborg Universitetshospital og Kræftens Bekæmpelse undersøgt kræftrisikoen hos elever, der har gået i skole tæt på eternitfabrikken

Forskerne konstaterer, at selv om der ikke var nogen risiko forbundet med at gå i skole tæt på fabrikken, har medarbejder, der har arbejdet med asbest, forhøjet kræftrisiko. Arkivfoto.

Forskerne konstaterer, at selv om der ikke var nogen risiko forbundet med at gå i skole tæt på fabrikken, har medarbejder, der har arbejdet med asbest, forhøjet kræftrisiko. Arkivfoto.

Forskere ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og Kræftens Bekæmpelse har i en stor undersøgelse vist, at der tilsyneladende er en øget risiko for blodcellekræft og særligt for leukæmi, hvis man har arbejdet med asbest i mange år, men ikke hvis man har gået i skole nær daværende Dansk Eternit Fabrik i Aalborg, hvor 90 % af al asbest i Danmark har været anvendt.

Det skriver Aalborg Universitetshospital i en pressemeddelelse.

- Vi har undersøgt forekomsten af blodcellekræft og leukæmi blandt skoleelever ved fire skoler i Aalborg, som lå i en afstand fra 100 meter til 750 meter fra eternitgrunden i den herskende vindretning. Vi har også undersøgt risiko for blodcellekræft og leukæmi blandt de, som har arbejdet med asbest, siger professor emeritus ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling Øyvind Omland.

- Vi har sammenlignet forekomsten af sygdommen hos 12.111 skoleelever med forekomsten blandt omkring 110.000 tilfældigt udvalgte personer, som ikke har gået på nogen af skolerne, siger Øyvind Omland og fortsætter:

- 110 ud af de 12.111 skoleelever havde udviklet blodcellekræft, og 38 havde påvist leukæmi. Forekomsten var ikke højere end blandt gruppen af jævnaldrende tilfældigt udvalgte personer. Imidlertid var risikoen for blodcellekræft og leukæmi blandt arbejdsmæssigt udsatte for asbest i lang tid - dvs. mere end 15 år - henholdsvis 1,7 og 2,1 gange større.

Forskningen bidrager med ny viden om asbestudsættelse og mulig sammenhæng med blodcellekræft og leukæmi. Miljømæssig udsættelse i barndommen ser ikke ud til at øge risikoen for sygdommene. Det gør langvarig asbestudsættelse fra arbejde til gengæld.

Skoler, der har været med i undersøgelsen er Alléskolen, Sønderbroskolen, Vejgaard Vestre Skole og Østermarkens Skole.

Du kan læse tidligere artikler som Nordjyske.dk har skrevet om sagen herunder:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.