Maskerede mænd ville røve tank: Truede med softgunpistol
Nordjyllands Politi efterlyser to mænd, der natten til fredag begik røveriforsøg i Aalborg Øst
Opdateret kl. 08:52
AALBORG: To mænd forsøgte natten til fredag at røve Circle K-tanken i rundkørslen ved Hadsundvej og Universitetsboulevarden i Aalborg Øst. Røveriet mislykkedes dog, fordi pengene ligger i et lukket betalingssystem, så der var ingen kontanter at komme efter, oplyser vagtchef Torben Larsen fra Nordjyllands Politi.
Det var to mænd, der klokken 03.16 kom ind på tanken og truede ekspedienten med en softgun pistol - der kan være utroligt vellignende i forhold til rigtige pistoler - til at udlevere kassebeholdningen, men først da ekspedienten gentagne gange havde forklaret de to røvere, at det ikke kunne lade sig gøre at give dem nogle penge, forstod de budskabet.
Herefter løb røverne fra stedet i ukendt retning.
Ud fra butikkens videoovervågning lyder signalementet af de to som A, en mand 185 cm. høj, almindeligt af bygning, lys i huden. Han var iført en hættetrøje, en sort maske, blå cowboybukser og sorte sko med hvide såler. B, mand, 175 cm. høj og også lys i huden. Han havde en hvid hættetrøje, sorte bukser og sorte sko på. Han bar en gul maske med røde striber (en Fredag 13. maske), og Torben Larsen håber, at den noget specielle maske kan føre til en opklaring af røveriforsøget.
Har man oplysninger i sagen, så kan Nordjyllands Politi kontaktes på telefon 1-1-4.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.