Mia‑sagen

Var sigtet for drab i Mia-sagen: Nu får han erstatning

Manden var ikke varetægtsfængslet men sigtet for drab i to måneder

Mia Skadhauge Stevn mistede livet i begyndelsen af 2022.
Mia Skadhauge Stevn mistede livet i begyndelsen af 2022. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 07:39

Byretten sagde nej.

Men i landsretten blev det et ja til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til en nu 39-årig mand, der var sigtet i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn i begyndelsen af 2022.

Det viser sagens dokumenter fra Vestre Landsret, som B.T. er i besiddelse af.

Manden var ikke varetægtsfængslet i sagen, men han var drabssigtet i to måneder, noget der blandt andet førte til trusler mod ham.

Den 39-årige mand har fået medhold i, at anklagemyndigheden skal betale ham 32.642 kroner i tabt arbejdsfortjeneste.

I dommen fra landsretten lyder det ifølge sagens tre landsretsdommere, at drabssigtelsen "har været særligt belastende og krænkende" mod den 39-årige mand, skriver B.T.

I byretten fik den dengang 38-årige mand 1454 kroner i erstatning for en mobiltelefon og et taletidskort, der blev konfiskeret i forbindelse med efterforskningen af sagen.

Mediet har været i kontakt med manden, der fortæller, at han er glad for, sagen er overstået. Derudover har han ikke yderligere kommentarer.

Tidligere i år blev Thomas Thomsen idømt forvaring for drabet på Mia Skadhauge Stevn. Det skete ved en ankesag i landsretten.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden