Natur

Fugleforsker opdagede noget særligt

Fugleforsker i Vestafrika spottede speciel fugl fra Nordjylland

En skestork, som blev ringmærket i Nibe Bredning, er spottet i Vestafrika.
En skestork, som blev ringmærket i Nibe Bredning, er spottet i Vestafrika. Foto: Wikimedia Commons/Dr. Raju Kasambe, Indien

Opdateret kl. 19:06

Der er langt fra Nibe Bredning til det vestafrikanske land Mauretanien. Sådan rundt regnet 4000 kilometer.

For nylig blev en skestork, der er ringmærket i Nordjylland, spottet i en nationalpark i netop Mauretanien.

Skestorken gik rundt med artsfæller i et vådområde og søgte føde, og den så ud til at have det fint.

Den blev set af en hollandsk fugleforsker, som kunne aflæse nummeret på fuglens grønne ringmærke.

Og det viser sig, at skestorken blev ringmærket helt tilbage i sommeren 2013 i en skestorkekoloni i Nibe Bredning, oplyser Naturstyrelsen.

For første gang

Ringmærkningen dengang blev foretaget af frivillige for Statens Naturhistoriske Museum.

Det er første gang skestorken fra Nibe Bredning er observeret i Mauretanien. Men faktisk har den været på vintertræk endnu længere væk. 

Samme fugl er nemlig set tre vintre i Senegal syd for Mauretanien, oplyser ringmærkningsadministrationen hos Statens Naturhistoriske Museum.

Slet ikke en stork

I øvrigt er skestorken slet ikke en stork. Den tilhører ibisfamilien og er indtil videre den eneste fra denne gruppe af især tropiske fugle, som yngler i Danmark. 

Derfor har Statens Naturhistoriske Museum gjort en særlig indsats for at ringmærke skestorke for at følge artens indvandring, trækruter, overvintringsområder og evne til at overleve.

637 skestorke

Projektet begyndte i 2003 og ved udgangen af 2023 havde frivillige herhjemme ringmærket i alt 637 skestorke. Det har resulteret i 2700 meldinger fra 14 forskellige lande.

Især ringmærkeaflæsere i Tyskland, Frankrig og Spanien har bidraget med rigtig mange meldinger.

På udkig i foråret

Fra Danmark er der dog kun registreret 323 genfund af skestorke, og Statens Naturhistoriske Museum opfordrer danske fuglekiggere til at rapportere, hvis de ser skestorke i Danmark med grøn ring om benet. Især om foråret bør man være på udkig, når fuglene vender tilbage fra de sydlige himmelstrøg.

Du kan læse mere på www.fuglering.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden