Den forrige blev fritstillet. Den seneste stoppede omgående. Nu er der ansat ny stadsarkitekt
Jens Rex Christensen har store ambitioner før tiltrædelsen i sit nye job
Opdateret kl. 13:48
Aalborg Kommune har udpeget sin nye stadsarkitekt. Det bliver Jens Rex Christensen, der er hentet fra en stilling som chef for Landscape & Urbanism i C.F. Møller Architects, hvor han har været ansat siden 2022.
Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
C. F. Møllers kontor i Aalborg har stået bag en række projekter som blandt andet Aalborgs Havnefront, V-husene i Østre Havn, kontorbyggeriet KANT, der blandt andet rummer Det Nordjyske Mediehus, ny tilbygning til Klostermarksskolen og udviklingen af Stigsborg Brygge.
Det er også C.F. Møller, der står bag Kulturbroen og lidt længere tilbage i tid også renoveringen af Magisterparken og Sundparken.
Jens Rex Christensen er uddannet arkitekt fra Aalborg Universitet med en master i Urban Design. Og han melder sine ambitioner klart ud:
- Jeg ser især frem til at rette mit fokus på at gøre ét sted, nemlig Aalborg Kommune, til et bedre sted at besøge, bo og arbejde. Jeg kender Aalborg - selvfølgelig fra min tid som studerende, min tilknytning som gæsteforelæser på AAU og min kones nordjyske familie. Desuden har også min egen familie slået sig ned i Nordjylland, hvorfor mit tilhørsforhold føles helt naturligt til trods for mine sidste 15 år i Aarhus. Der er selvfølgelig enkelte planer, strategier, byggerier og projekter, jeg skal opdateres på, men der er sjældent meget, der går min næse forbi, siger den nye stadsarkitekt.
Han har i snart to årtier arbejdet med at forbedre byer og landskaber i hele Danmark og i Norden.
- I min nye rolle som stadsarkitekt vil jeg lægge vægt på, at beslutninger om kommunens videre fysiske udvikling sker på et oplyst grundlag, der bygger på inklusion og inddragelse af byens borgere og erhvervsliv. Kun på den måde finder vi bæredygtige og accepterede løsninger, mens vi sætter kurs mod en endnu stærkere Aalborg Kommune, der både er by og land, fastslår Jens Rex Christensen.
Stillingen som stadsarkitekt genbesættes i forbindelse med en større organisationsændring af forvaltningen By og Land i Aalborg Kommune.
Direktør i By og Land Alvaro Arriagada fortæller om valget af Jens Rex Christensen som stadsarkitekt i By og Land:
- Jeg er særligt glad for, at Jens har et stærkt blik for de spændende udviklingsperspektiver i den store by, de øvrige vækstbyer og vores store land- og naturområde i Aalborg Kommune, lyder det i pressemeddelelsen.
Jens Rex Christensen kommer til at sidde i en ret varm stol.
Den foregående stadsarkitekt var Peter Baltzer Nielsen, der blev fritstillet i forbindelse med kommunens praktisering af udbygningsaftaler, mens den derefter udpegede Lise Thorsen fratrådte mindre end tre måneder efter sin tiltræden 7. august 2023.
"Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune", skrev kommunen dengang i en pressemeddelelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.