Så meget får fritstillet stadsarkitekt med i løn
DF-rådmand mener ikke, at stadsarkitekt skulle have haft løn med i hele perioden, men by og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen mener ikke, at der er noget odiøst i aftalen
Opdateret kl. 19:37
AALBORG: Efter aftale med Aalborg Kommune får stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen løn hver måned frem til 31. marts 2023.
Som tidligere beskrevet af Nordjyske fratræder stadsarkitekten efter gensidig aftale, og han er fristillet i perioden. Det sker som følge af sagen om udbygningsaftalerne, hvor kommunen ifølge advokatfirmaet Horten ikke har levet op til planlovens krav om, at aftalerne skal være frivillige.
Konstitueret direktør på by og landskabsforvaltningen Jørgen Litske Petersen vil ikke afsløre, hvad aftalen med stadsarkitekten koster Aalborg Kommune samlet set rent økonomisk.
- Det kan jeg ikke sige, da det er en personalesag, siger Jørgen Litske Petersen.
En ting vil han dog udtale sig om, og det er den løn, som stadsarkitekten får, den del er nemlig offentlig.
- Han er på løn indtil 31. marts 2023.
Ifølge økonomi- og erhvervsforvaltningen får Peder Baltzer Nielsen en månedlig løn på 83.511,92 kr. og derudover en månedlig pension på 17.173,62 kr. altså samlet set 100.685,54 kr.
I forhold til om der udover løn medfølger andre beløb i det økonomiske mellemværende i aftalen med stadsarkitekten, siger direktøren.
- Det gør der jo i henhold til det, der følger af overenskomsten.
Hvad er det?
- De vil jeg ikke ud med lige nu, det synes jeg ikke er tidspunktet.
- Aftalen er lige som den skal være
By og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) står på mål for, at der følger løn med i hele perioden.
- Det er en gensidig aftale, der er lavet lige efter bogen, og i forhold til, hvad der står i stadsarkitektens overenskomst og efter forhandling med hans fagforening, så er der ikke noget odiøst i den. Den bryder på ingen måde rammerne, den er lige som den skal være. Den aftale kan jeg sagtens stå på mål for, siger Jan Nymark Thaysen.
DF-rådmand uenig
Rådmand for senior og omsorg , Kristoffer Hjort Storm (DF) er dog ikke enig. Han mener ikke, at stadsarkitekten skulle have haft løn med til og med 31. marts 2023.
- Jeg synes personligt, at når man har lavet sit arbejde så dårligt, som han har, så bør man ikke få sådan en aftale. Men det er Jan Nymark Thaysens beslutning, og det må vi respektere. jeg havde nok grebet det anderledes an, hvis det var i min forvaltning, siger Kristoffer Hjort Storm, der henviser til, at beslutningen i forhold til stadsarkitekten er by og landskabsforvaltningens ansvar.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.