Så mange hotdogs spiste DM-vinderen Mikael
Tæt opløb på Gammeltorv til DM i Hotdogspisning
Opdateret kl. 21:30
AALBORG: Det blev historisk tæt, da der var DM i Hotdogspisning på Gammeltorv i Aalborg fredag: Hele tre finalister klarede 27 hotdogs hver, og dermed blev det afgørende, hvem der spiste de 10 første hurtigst.
Og det blev Mikael Berg Larsen fra Vejle, der kunne lade sig hylde som Danmarks nye hotdogkonge. Han blev belønnet med trofæ, ære og et rejsegavekort på 20.000 kroner.
I forvejen var Mikael Berg Larsen nævnt som en af favoritterne, da han tidligere har fået podieplads.
Hotdog-Ruben meldte fra
- Jeg synes, det er rigtig fedt at være med. Aalborg og Steff Houlberg har lavet en fantastisk ramme, publikum er altid med, og det er superfedt, siger Mikael Berg Larsen.
Han overtager titlen som 'Danmarks hotdogkonge' fra den seksdobbelte mester Ruben Mikkelsen fra Aalborg, der ikke stillede op denne gang. I finalen sidste år spiste Ruben hele 35 hotdogs.
- Jeg er glad for, at Ruben ikke var med i år, for så havde 27 hotdogs næppe været nok, siger Mikael Berg Larsen, der dog har en personlig rekord på netop 35 hotdogs.
- At deltage kræver hårdt arbejde op til. Man skal forberede sig mentalt og fysisk. Men jeg er klar igen, og jeg vender helt sikker tilbage og forsvarer titlen næste år, lover Danmarks nye hotdogkonge.
Støtte til Børnenes Kontor
DM i Hotdogspisning 2019 blev afviklet af Steff Houlberg i samarbejde med Aalborg City og VisitAalborg.
Hele omsætningen fra finaledagen og indtægterne fra kvalifikationsrunderne går ubeskåret til Børnenes Kontor i Aalborg.
Se video fra DM i hotdogspisning:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.