Har tilbageholdt eller sjusket med udgifter: Var langt højere end opgivet
Borgmesterens forvaltning har i flere år offentliggjort repræsentationsudgifter på kommunens hjemmeside. Nordjyske kan nu afsløre, at de faktiske udgifter er langt højere

Thomas Kastrup-Larsens forvaltning har i årevis offentliggjort for lave repræsentationsudgifter på kommunens hjemmeside. Arkivfoto: Claus Søndberg
AALBORG:I årevis har borgmesterens forvaltning i Aalborg opgjort sine repræsentationsudgifter og udgivet dem på kommunens hjemmeside.
Men Nordjyske kan nu afsløre, at tallene er misvisende lave, og at repræsentationsudgifterne i borgmesterens forvaltning i virkeligheden er mange gange højere end de tal, man kan læse på aalborg.dk.
Alene chefen for Aalborg Events, der hører under borgmesterens forvaltning, har på ét år spist og drukket på restaurationer i Aalborg for beløb, der er næsten fem gange højere end det samlede beløb, forvaltningen har offentliggjort.
Det dækker udgifterne over
Aalborg Kommune skriver på sin hjemmeside, at udgifterne til repræsentation blandt andet bruges til at lukke aftaler.
- Repræsentationsudgifter er typisk udgifter, som afholdes for at få afsluttet forretninger eller for at tilknytte eller bevare forretningsforbindelser, og de afholdes over for personer, som ikke er knyttet til kommunen som medarbejdere, skriver kommunen.
Ifølge retningslinjer udarbejdet af Moderniseringsstyrelsen, KL og Danske Regioner kan repræsentationsudgifter blandt andet dække restaurationsbesøg.
Eventchefens udgifter
Nordjyske har gennem flere uger skrevet om udgifterne i borgmesterens forvaltning, og i den forbindelse har vi set nærmere på eventchefen Søren Thorst og hans brug af sit kommunale kreditkort.
Hans repræsentationsudgifter på restaurationer og værtshuse i Aalborg overskrider alene det samlede beløb, som borgmesterens forvaltning har opgjort i både 2019 og 2020, mens det svarer til mere end halvdelen af de samlede udgifter i 2021.
Forskellen er tydeligst i 2020, hvor forvaltningen skriver, at deres samlede udgifter til repræsentation var 5573 kroner. En gennemgang af udgifterne på Søren Thorsts kreditkort viser, at han det år brugte 25.288 kroner på repræsentation.
Søren Thorsts repræsentationsudgifter i 2020
- 3. juli har han betalt 22.766 på John Bull Pub i forbindelse med femten besøg, der primært havde relation til The Tall Ships Races og World Firefighter Games.
- 13. august har han betalt 1269 kroner på Strandpavillonen/Kystens Perle i forbindelse med et møde med DBU.
- 3. september har han betalt 996 kroner på Bøf og Vin i forbindelse med et netværksmøde med Esbjerg Event.
- 14. september har han betalt 942 kroner på Den Bette Kro i forbindelse med et møde med Spar Nord om The Tall Ships Races.
Kilde: Aalborg Kommune
Nordjyske har tidligere beskrevet, hvordan Søren Thorst har brugt mere end 38.000 kroner på John Bull Pub.
Kritik fra rådmænd
Flere rådmænd retter skarp kritik af kommunens opgørelse. Det gælder blandt andet Kristoffer Hjort Storm (UP), som er rådmand for Senior og Omsorg.
- Hvis du offentliggør nogle tal og skriver, at det er sådan, tingene forholder sig, og det ikke er sådan, det er forholder sig, så er det jo et problem. Så er det sådan set underordnet, om det er en bevidst handling, eller om det er sjusk. Det er et problem lige meget hvad, siger han.
Han mener, at de offentliggjorte tal kan forhindre et tilstrækkeligt opsyn med kommunens udgifter.
- Når de tal, som bliver offentliggjort, ikke er de rigtige, så bliver det besværligt at tjekke, om tingene bliver gjort rigtigt.
Rådmandens tillid til borgmesterens forvaltning var i forvejen tyndslidt, og han ser frem til resultatet af det serviceeftersyn af eventområdet, som bliver præsenteret for Økonomiudvalget 5. december.
- Efter de seneste måneders afsløringer, så må jeg bare sige, at min tillid til forvaltningen er lille, og det er der nærmest ikke noget, der kan ændre på - andet end at vi får ryddet op.
Morten Thiessen (K), rådmand for Børn og Unge, mener, at tallene kan være med til at vildlede kommunens borgere.
- Hvis tallene ikke giver et retvisende billede af, hvad der rent faktisk er brugt, vil man med rette som borger kunne føle, at der er nogle, der forsøger at skjule noget, og det er ikke sådan, vi skal administrere det i kommunen, siger han.
- Alt, der kan bidrage til at gyde myten om, at vi ikke ved, hvad fanden vi laver, fordi vi ikke registrerer det, er jo et problem. Det skaber jo forståelig uvished og utilfredshed hos borgerne om, hvad deres penge bliver brugt til.
Fejl skal rettes
Nordjyske har spurgt borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, om, hvorfor hans forvaltning har oplyst for lave repræsentationsudgifter på kommunens hjemmeside.
- Vi er i gang med at få gennemgået eventområdet med revisionen og danne os et overblik over de fejl og mangler, der måtte være. Når vi har gennemgået det hele 5. december, så er vi klar til at kommentere på sagen. Men det er klart, at hvis der er fejl, så skal der rettes op på det, udtaler borgmesteren.
Borgmesteren afviser, at forvaltningen har forsøgt at skjule repræsentationsudgifter.
Han kan ikke gå i detaljer om, hvorfor repræsentationsudgifterne er angivet, som de er, men henviser til kommunaldirektør Christian Roslev.
Kommunaldirektøren har ingen kommentarer til sagen, før kommunens revision af eventområdet er færdig 5. december.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.