Andreas Helgstrand

Helgstrand smidt af landshold

På baggrund af TV 2 og Operation X’s to udsendelser "Hestemilliardærens hemmeligheder", har Dansk Ride Forbund onsdag aften besluttet at udelukke Andreas Helgstrand fra alle bruttogruppe- og landsholdsaktiviteter i dressur indtil videre

Andreas Helgstrand må ikke længere repræsentere Danmark for dansk ridesport.
Andreas Helgstrand må ikke længere repræsentere Danmark for dansk ridesport. Arkivfoto: Andreas Falck

Opdateret kl. 08:07

Hesteavleren og dressurrytteren Andreas Helgstrand må ikke længere stille op for Danmark i ridekonkurrencer.

Dansk Ride Forbunds bestyrelse holdt onsdag eftermiddag bestyrelsesmøde om sagen, efter selv at have set TV2 og Operation X's skjulte optagelser og afsløringer på TV2 Play, hvor det blandt andet bliver dokumenteret, at hestene på Andreas Helgstrands træningscenter har blodige mærker efter sporer og striber efter pisk.

Det får nu konsekvenser for Andreas Helgstrand.

"DRF's bestyrelse tager på det kraftigste afstand fra den uacceptable ridning, træningsmetoder og behandling af hestene, udsendelserne tydeligt viser. Derfor står det nu klart, at Andreas Helgstrand, på baggrund af udsendelserne, ikke kan repræsentere DRF som bruttogruppe- og landsholdsrytter. Som bruttogruppe- og landsholdsrytter, er man bl.a. forpligtet til ifølge DRF’s sportsplan, at efterleve DRF’s Code of Conduct, der er retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af heste til ridesport, samt optræde som gode rollemodeller, skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Kommer med opfordring til ryttere

I TV2-dokumentarerne er de ryttere, der medvirker, slørede. Dansk Ride Forbund går dog nu ind og opfordrer rytterne på det kraftigste til at indbringe sig selv for DRF's disciplinærudvalg.

"Skulle opfordringen ikke imødekommes, vil DRF iværksætte tiltag med henblik på at få identificeret rytterne og indberette dem for forbundets disciplinærudvalg", skriver rideforbundet i pressemeddelelsen.

Samarbejde ophører

At Andreas Helgstrand nu ikke længere kan stille op i konkurrencer under Dansk Ride Forbund, har DRF's bestyrelse også besluttet at bryde samarbejdet med Helgstrand Event, der er en del af Helgstrand-koncernen. Det betyder blandt andet, at virksomheden ikke længere er med i samarbedet om at afvikle B-stævner samt nationale og internationale mesterskaber indtil videre. Det drejer sig i 2024 blandt andet om DM i dressur for senior- og U25-ryttere samt paradressur i maj måned. Det drejer sig også om afvikling af de nordiske mesterskaber i dressur, springning, paradressur og voltigering i juni måned.

Helgstrand Event har ligeledes indgået en aftale med det internationale rideforbund (FEI) om afvikling af en EEF Nations Cup i springning i maj måned. DRF vil bede FEI om at revurdere samarbejdsaftalen på baggrund af de to udsendelser, skriver Dansk Ride Forbund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden