Her drømmer hele familien om, at telefonen ringer fra et ukendt nummer

Det er omdrejningspunktet i et nyt format i Nordjyske, som vi kalder "forældrestafetten".

Her går "stafetten" rundt blandt landsdelens forældre, der skal svare på en række spørgsmål.

Formålet med "stafetten" er at gøre os klogere på hinanden - og måske ligefrem at kunne inspirere.

Den allerførste "stafet" er Jeanett Kaare, der er udviklingschef og talsperson for Aalborg Karneval.

Navn: Jeanett Kaare

Børn: Clara (2010) Johan og Viola (2011)

Gift med: Thomas Westergaard Jensen, der arbejder som teamleder hos Samsung

Bopæl: Aalborg Sv

Alder: 1978 (46 år)

Stilling: Talsperson i Aalborg Karneval

Hvad er du optaget af i dit familieliv lige nu?

Lige nu har vi fuld fokus på at komme godt i gang med hverdagen. Med nyt job og nye kolleger, nye klassetrin og nye klasselærere. Så er der da lige en del praktik at forholde sig til. Heldigvis har vi samme venner, samme hus!

Hvordan får I hverdagen til at hænge sammen som familie?

Vi kører en hardcore månedskalender, som hjælper os med at snakke ugen igennem om mandagen.

Vi skriver ALT på. Svømning, bestyrelsesmøder, fritidsarbejde og soveaftaler.

Thomas og jeg booker altid hinanden til hinandens aftenmøder, eller hvis der er noget uden normal arbejdstid. Så kan vi altid bevare overblikket over hinandens planer.

Det kombineres så med reglen om, at den, der vil booke ind som nr. to, skal skaffe en barnepige - eller hvad det nu kræver. Det har virkelig reddet os mange gange.

Og altså: Man må jo gerne tale sammen om, hvad man skal osv. Og om det er vigtigt.

Men grundreglen er, at hvis det ikke er i kalenderen, så eksisterer det ikke. Det tvinger mange aftaler ind.

Lige nu er vi tæt på at slippe børnepasning, fordi vores unger er på kanten af at kunne selv. Vi kan mærke det, så rar en følelse. Og jo vildt. Faktisk lidt skræmmende.

Faktisk overvejer vi om kalenderen kunne gøres digital, men vi har endnu ikke lagt det hele i en online-familiekalender. Vil helst ikke undvære samtalen ved morgenbordet.

Og jeg har ikke turdet teste, om børn på 13 og14 tjekker en onlinekalender. Modtager gerne fifs!

Hvordan tackler I det pres, der kan følge med både arbejde og forældreskab?

Vi prøver at gøre os umage. Vi snakker sammen. Vi snakker med vores kolleger og venner. Og så hjælper vi hinanden. Både når det gælder ting som pligter eller nye muligheder. Eller at være gode til at sige “nej”.

Jeg er altid dårlig til at sige “nej” – og tidsoptimist. Ikke altid den bedste kombination. Thomas er heldigvis fra Jylland. Det sætter mange ting på plads. Så én ting af gangen.

Det er nok vores grundfilosofi.

Hvad gør I for at skabe kvalitetstid sammen som familie?

En klog dame spurgte mig engang, hvad en god ferie er for mig. Jeg kunne højt svare: Én hvor vi allesammen sidder samlet, spiser, hygger os, måske spiller kort - og ingen skændes. Det sidste gav lidt udfordringer.

Alderen på vores børn er jo næsten den samme. Så det er tre børns behov på samme tid. Hun huskede mig på, at det var mit ideal – og at der kunne være fire andre, der ikke delte samme tanke. Så nu prøver jeg at slappe lidt af med at holde fast.

Det har ført til, at vi øver os i at tage oplevelser på kryds og tværs. Thomas og Johan har været i København. Viola, Clara og mig på shopping i storcenteret. Viola og Thomas surfer sammen. Clara og mig tager til en koncert. Når to eller tre gør noget, er der pludselig luft til de to-tre andre.

Det giver luft til, at de andre kan snakke sammen. Og det behøver ikke være store ting. Det kan bare være at lave aftensmad sammen. Eller gå en tur.

Det giver plads. Og er et rum, hvor ingen skældes ud eller prikker skævt til hinanden.

Hvordan taler I med jeres børn om de udfordringer, de kan møde som skolebørn?

Nogle gange taler vi ikke om dem, før de sker. Jeg er ikke blåøjet. Men tror altid på den positive historie eller indgangsvinkel – så jeg maler sjældent store skeletter eller anden krise op.

Lige nu har Thomas foreslået, at vi skulle bruge en dag i efterårsferien på at øve os på at være preppere. Altså i mini-format. Tage en dag uden strøm, vand og internet.

Johan og jeg lå flade af grin og dipsede de to store powerbanks i skuffen og insisterede på, at mobiler måtte være fuldt opladte med downloadet indhold.

Da vi havde grinet af, diskuterede vi selvfølgelig alvoren af projektet, og hvorfor man laver sådanne udmeldinger fra regeringen. Men vi gør det, uden at gøre det til en stor ting.

Og undgår krisestemning. Tror ikke dommedagstanker gavner nogen. Thomas mener stadig, det er en udfordring. Jeg tror ikke helt på, den går igennem.

Hvad betyder det for dig at være en nordjysk familie i dagens Danmark?

Jeg elsker Nordjylland. Jeg elsker Aalborg – og Løkken, hvor vi har sommerhus.

Men jeg er jo også fra Falster – altså Nykøbing – cirka så langt væk fra man kan komme væk fra Aalborg. Så siden ungerne var helt små, har de været vant til at køre gennem Danmark for at besøge familie og venner. De er megagode til at være med på tur.

Så vi har klart hjemme her i byen. Mine børn er sådan nogle, der siger 100eeekroner! Busser’nn. Og jeg elsker det.

Hvis Thomas og jeg kom ud for en ulykke i morgen, ville jeg ønske, at ungerne voksede op her i Aalborg. Vi har jo alt i byen. Nærheden til sygehus og natur. Muligheder for al uddannelse og sport. Alt det fineste til en fremtid. Falster er en smuttur herfra. Men ikke længere hjemme.

Hvilke værdier forsøger I at give videre til jeres børn?

Ærlighed.

Vær en god ven.

Del. Husk at kigge, hvor mange der sidder om bordet. Og vi har ikke millimeterdemokrati, men jeg tænker, det er effekten af tre børn så tæt på hinanden.

Man skal altid hjælpe andre det bedste, man kan.

Man må aldrig være bange for at spørge om hjælp.

PLUS Søren Pind-reglen: Reglen siger, at har man først sagt "ja" til en invitation, må man ikke bakke ud, bare fordi man senere får en invitation til et andet arrangement, der lyder bedre. Det er altid det første “ja”, der er bindende. Den regel kunne virkelig hjælpe mange – ikke bare børn. Men også forældre.

Hold nu, hvad du lover – ærligt – og hjælp altid dine venner. Så kommer du altså langt. Og jeg er ret sikker på, det også bliver sjovt.

Hvad bekymrer dig mest ved at være forælder i dag?

Jeg er går ikke sådan dagligt og bekymrer mig. Vi har jo så mange ting, vi kan være glade for.

Vi har masser af muligheder inden for rækkevidde. Vi lever jo i et land, der har det meste. Vi har ikke krig, som de har i Israel, hvor Thomas har familie.

Vi var for seks år siden med til bryllup i Tel Aviv. Nu er det lukket land. Når man tænker på det, kan man da blive helt slukøret over verden og de grumme mennesker, der også er en del af verden.

Vi skal ikke ignorere problemer, men jeg bliver skør at tænke, at verden går under i morgen på den ene eller anden måde.

Så hverdagens bekymringer ligger jo mest i banal trivsel. Har Johan det godt i skolen? Nåede Clara at få byttet sin vagt. Huskede vi tilmeldingsfristen til Violas surf-stævne? Har alle børn det godt? 

Vi gør, hvad vi kan. Og vi gør det sammen.

Hvordan tackler I skærmbrug og teknologi i jeres familie?

Fanget! Busted. Mit meget ømme punkt. Jeg elsker min mobil, computer, vores internet, mulighederne for at suge viden – og en sjov video, hvor folk falder. At holde mig opdateret på nyheder, netværk og alt det andet skrammel, der er inde i de små firkantede skærme.

Thomas arbejder på Samsung, og jeg er en Apple-pige. Så familien er delt i to.

Pigerne og drengene. Vi bruger alt for meget tid på skærmene. De skal ud af soveværelset. Alles soveværelse. Ja, jeg ved det. Vi arbejder på det. Øver os. Men er på INGEN måde verdensmestre i det.

Hvordan finder I tid til jer selv som par eller individer, når familielivet fylder?

Tre børn på 14 måneder. Thomas og jeg har fra start været enige om, at vi var nødt til at give hinanden fri. Så selvom der var rodet overalt og bleskift i stribevis, så prioriterede vi at komme ud. Først én ad gangen. Det var lettest.

Men så kunne man leve lidt gennem den andens smil og oplevelser.

Lidt større børn - barnepige. Hun har fulgt os længe og var med til Claras konfirmation i maj. Bedsteforældre kom i spil, da vi tog den første weekendtur alene uden børn. Men tid ude er lig med ny inspiration.

Hos os bliver vi ikke stærkere af at sidde lårene af hinanden. Så hellere hjælpe hinanden med at komme ud – én af gangen. Og så prioritere tid med hinanden andre gange.

Og sådan er det stadigvæk. Tid alene. Og tid sammen. Vi har lige gået 28 km fra Løkken til Lønstrup og hjem igen, sammen med to af vores bedste venner. Uden børn. De var alene hjemme før første gang med overnatning. Vildt. Ja. Gør det igen. Ja tak. Man har virkelig snakket livet igennem. Stort og småt. Det elsker vi. Også selvom jeg nok snakker mest.

Thomas er jo fra Jylland.

Hvad drømmer du om for din families fremtid?

Den er nem. At Thomas får en ny nyre. Thomas har en arvelig nyresygdom og fik for 1,5 år siden fjernet en nyre for at få plads til en ny.

Den er ikke kommet endnu.

Siden da har han været tvunget til at køre dialyse hver anden dag. Han er verdens sejeste. Han kan selv køre dialysen i kælderen.

Han kan stikke sig med nåle, bestille medicin og navigere rundt i et dialyseapparat på størrelse med et køleskab. Han er altså uddannet ingeniør, ikke sygeplejerske. Thomas kan alt, bare han lige kommer i maskinen hver anden dag. Det betyder altså, at han sover i kælderen hver anden dag - samtidig med at han kører sin dialyse eller arbejder hjemme lænket til et ”køleskab” uden mad.

At vi ikke kan være længere ude end to overnatninger MAX. At hans telefon aldrig er på lydløs.

For lige nu venter vi på det opkald, der skal give Thomas friheden over vores hverdagsliv tilbage. Man venter i gennemsnitligt to år. I mit positive mindset tænkte jeg, at vi nok skulle snyde genvej. Men nu har vi ventet et år og syv måneder. Ikke at vi tæller.

Og jeg siger “vi” og “vores”. For det påvirker hele familien med sådan et apparat i kælderen. Hvor skal vi hen på næste ferie? Det kan vi ikke lige planlægge endnu. I hvert fald max fire timers kørsel fra Århus.

Det betyder måske ikke så meget, men når man ikke kan, så er man pludselig fanget.

Det er blevet et standard-spørgsmål, om far sover i kælderen?

Eller at jeg siger: ”Husk, at far arbejder hjemme i kælderen, så gå lige ned med en kop kaffe og måske en mad, når I kommer hjem fra skole” (Han kan jo ligesom ikke bevæge sig op i køkkenet).

Så her drømmer vi alle fem om, at telefonen ringer. Med et ukendt nummer. Alle holder vejret, når telefonen ringer. Og glæder os også, når farfar ringer.

Men mest af alt drømmer vi alle sammen - helt fælles - om at de ringer fra Århus, fordi nogen har doneret en nyre, der passer præcist. Til os.

Hvad der sker derefter – det tør jeg næsten kun drømme om!

Hvem bør have “forældrestafetten” næste gang?

Det gør Jeanne Sissel Thomsen, der er medgrundlægger af modebrandet Sissel Edelbo.

Hun er min træningsboddy og var to store lyttende ører, da jeg i efteråret begyndte at rumstere med at skifte den ene cheftitel ud med den anden.

Jeanne er megasej - og kender ikke mange nordjyske modebrands! Måske faktisk ingen!

Jeanne er vild - og verdens sejeste mor. Og så er hendes overarme kun lige lidt stærkere end mine!