Midt i mørket blev denne smuglerbåd filmet af fly fra Nordjylland
Overvågningsfly fra Flyvestation Aalborg i natlig aktion
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:38
FRANKRIG/NORDJYLLAND: Mørket har sænket sig over Den Engelske Kanal mellem Frankrig og Storbritannien.
En propfyldt gummibåd er på vej i det farlige farvand med kurs mod Storbritannien. Flygtninge og migranter sidder skulder mod skulder i gummibåden - de håber på at nå til England, håber på en bedre fremtid.
De er hjulpet på vej af menneskesmuglere, og turen i den overfyldte gummibåd er dødsensfarlig.
Senest understreget af en tragedie i Den Engelske Kanal i slutningen af november. Her omkom 29 mennesker ved et forlis i kanalen.
Den ulykke betød, at et militært Challenger-overvågningsfly fra Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg blev omdirigeret og sendt til Lille i det nordlige Frankrig 1. december.
Flyet er et dansk bidrag til det såkaldte Frontex-samarbejde, der skal overvåge og sikre de ydre grænser i EU.
Oprindelig skulle Challenger-flyet fra Nordjylland have opereret fra Malaga i det sydlige Spanien, men i stedet blev det sendt til Frankrig for at overvåge Den Engelske Kanal og deltage i jagten på de menneskesmuglere, som sender migranter og flygtninge ud på de farefulde sejladser i proppede både, ofte om natten.
Challenger-flyet fra Flyvestation Aalborg er udrustet med avanceret, infrarødt kameraudstyr, der kan filme i mørke.
Derfor lykkedes det blandt andet at filme den gummibåd, du kan se et foto af øverst i artiklen.
- Der er ingen tvivl om, at vores indsats har gjort en forskel, siger major Morten Valentin Jensen, presseofficer hos Flyvestation Aalborg.
Stoppes og sendes retur
Med i Challenger-flyet var en repræsentant fra de franske myndigheder, der sørgede for, at kystvagten stoppede bådene med migranter og flygtninge. De sendes retur til Frankrig.
I nogle tilfælde har den natlige overvågning afsløret menneskesmuglere i aktion ved den franske kyst, inden mennesker blev sendt ud på farlig sejlads om natten.
- Der, hvor vi har været med til at stoppe folk på land, inden det udviklede sig til en farlig situation, har vi gjort en forskel, lyder det fra Morten Valentin Jensen.
Efter den månedlange overvågningsmission over Den Engelske Kanal og Frankrigs nordlige kyst vendte Challenger-flyet torsdag tilbage til Flyvestation Aalborg.
Challenger-flyet har fløjet 12 missioner og brugt omkring 65 flyvetimer langs kysten. Operationen er afsluttet - for nu. Besætningen kan puste ud og holde ferie.
Læs også:
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.