Høj musik er ikke velkommen - men der kommer ikke et decideret forbud
Aalborg Kommune holder dog skarpt øje med udviklingen og antallet af klager
Opdateret 18. juli 2022 kl. 15:02
AALBORG: Selvom anmeldelser om "musik til ulempe" eksploderede i 2020 og 2021, er der hverken planer om at skilte eller at indføre et decideret forbud i Aalborg Kommunes parker.
Det fortæller stadsgartner Kirsten Lund Andersen, der i første omgang vil se tiden lidt an. Blandt andet fordi Jomfru Ane Gade ikke længere er corona-lukket - men også fordi man hellere vil forsøge sig med opfordringer til at tage hensyn .
- Vi sonderer lige terrænet her i juni måned, og afhængigt af vejrforhold og alt muligt andet, finder vi derefter ud af, om der er behov for at gøre noget mere, siger hun.
I Aarhus Kommune er der allerede forbud mod musik i Botanisk Have og Skanseparken efter kl. 20 på hverdage og kl. 22 i weekenden , og i Odense overvejer man i øjeblikket et totalforbud efter utallige klager over unge med soundbokse, der spiller så højt, at naboerne til de mest populære parker hverken kan bruge deres haver eller sove om natten.
Men selvom Aalborg tidligere har skiltet med, at det er forbudt at spille musik fra "medbragte højttalere" efter kl. 22 i Østre Anlæg, er ikke aktuelle planer om at finde det frem igen. Heller ikke i Vestre Fjordpark, der åbner i dag, og traditionelt tiltrækker mange unge, som gerne vil spille høj musik.
- Men nu har vi jo også haft et køligt forår og ser måske heller ikke ind i den varmeste sommer, så vi foretager en fleksibel vurdering og tager bestik af situationen, når der er gået en uges tid, forklarer Kirsten Lund Andersen.
Hun tilføjer, at der løbende vil være medarbejdere fra Center for parkering, vagt og service i Aalborg Kommune, som går lidt rundt og holder øje med forholdene. For det er ofte først ud på aftenen, der bliver skruet op for musikken.
- Men hvad skal der så egentlig til, før I skrider ind?
- Vi har jo et fint samarbejde med politiet, som også har mulighed for at reagere. Men i første omgang opfordrer vi til, at alle passer på hinanden og husker, at der også skal være plads til dem, der sætter pris på fred og ro, påpeger Kirsten Lund Andersen.
Der er allerede pikotogrammer, der forestiller en soundboks med en streg over, i de fleste af byens centrale parker. Men de er ikke altid nemme at se, og derfor vil Kirsten Lund Andersen heller ikke udelukke, at de mere tydelige skilte vender tilbage, hvis folk ikke kan finde ud af at skrue ned for musikken.
- Det er jo også almindelig god skik, at man ikke larmer efter kl. 22. Og kan folk ikke finde ud af det, må vi skærpe retorikken, selvom vi selvfølgelig håber, at de fleste forstår en venlig opfordring, tilføjer hun.
By- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) har tidligere fået henvendelser fra utilfredse naboer til Østre Anlæg, men ham bekendt har der endnu ikke været nogen i år, og derfor er der heller ikke overvejelser om et decideret forbud mod soundbokse i byens parker .
- Jeg ser jo helst, at de unge selv tager hensyn til deres omgivelser og finder ud af, at nu skal de nok snart til at skue ned. For man kan jo godt sidde og hygge sig uden, der skal være koncertstemning hver gang. Så jeg synes, vi skal prøve et finde grænsen mellem benyttelse og beskyttelse, for parkerne er er jo for alle, og derfor skulle alle også gerne kunne være der, påpeger han.
- Og man skal selvfølgelig heller ikke genere dem, der bor der. De skal også have lov at have deres nattesøvn i fred og ro, og derfor tænker jeg, at vi skal prøve med guleroden og opfordringer til at tage hensyn til hinanden så langt som muligt. Og fungerer det så ikke, må vi ind og skilte og sige, at der kun må spilles indtil et bestemt klokkeslæt, tilføjer rådmanden.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.