Hver 3. gæst er campist og det bliver mere og mere outdoor
Et nyt netværk skal hjælpe campingpladserne med at få endnu flere gæster

Et nyt netværk med fokus på camping er netop blevet dannet af Destination Nord. Privatfoto
FREDERIKSHAVN:De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at over 32 % af den halve million turistovernatninger i Frederikshavn Kommune i 2022 foregik på en campingplads. Det er et godt stykke over landsgennemsnittet, som ligger på 21 %.
524.485 overnatninger var der alene i Danmarks nordligste kommune på campingpladserne.
Destination Nord, som er destinationsselskab for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommune, forventer, at flere og flere vil bestille en plads på en af de 22 campingpladser, der er i de fire kommuner. 733.865 overnatninger var der i alt i Destination Nords dækningsområde.
- Campingpladser spiller en afgørende rolle i at tiltrække endnu flere turister til de nordjyske destinationer, ikke mindst Frederikshavn, som i forvejen gør det virkelig godt.
- I vores nye campingnetværk får campingfolket mulighed for at sparre, idéudvikle og få ny viden om for eksempel udvikling i efterspørgsel, målgrupper og trends, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord.
Første dialogmøde i det nye campingnetværk fandt sted for nylig, og der var stor opbakning blandt campingpladserne, der deltog engageret og med stor spørgelyst.
Høje forventninger fra deltager
En af deltagerne på første møde var Tina Boelt Sørensen, lejrchef i CampOne Grenen Strand, og hun ser meget frem til det nye netværk:
- Jeg er begejstret over campingnetværket, for jeg ved, hvad et stærkt netværk kan afstedkomme. Jeg regner med, at vi kommer til at hjælpe hinanden med sparring og praktiske ting.
- For eksempel sidste år, da vi skulle introducere affaldssortering, kunne det have været fedt at dele idéer med de andre campingpladser.
- Eller til sommer, hvor vi har udsolgt til Skagen Festival, så er det jo oplagt, at jeg sender gæsterne videre til dem, jeg sidder i netværk med, siger Tina Boelt Sørensen, lejrchef i CampOne Grenen Strand.
Nye campister stiller andre krav
-Det var især under coronaen, at camping for alvor fik vind i sejlene, og hvis campingpladserne skal have en endnu større bid af den ’outdoor’-bølge, som lige nu skyller ind over Nordjylland, skal de tage højde for, at tidens nye campister efterspørger andre ting end de mere traditionelle.
- Fremtidens campingturister identificerer sig ikke nødvendigvis som ’campister’, men vil gerne overnatte ’outdoor’. De bruger også i højere grad campingpladsen som rejseudgangspunkt og søger oplevelserne i nærområdet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.