Vejret

Hvis det tørre vejr fortsætter: Drop badebassinet, lyder et af tre gode råd

De lange perioder uden regn påvirker grundvandet, så nu er tiden inde til rettidig omhu, lyder det

Det lune og tørre vejr her i foråret kan få betydning for, om vi skal spare ekstra meget på vandet i løbet af sommeren.
Det lune og tørre vejr her i foråret kan få betydning for, om vi skal spare ekstra meget på vandet i løbet af sommeren. Torben Hansen

Det er efterhånden længe siden, regnen for alvor er silet ned.

Og det kan få konsekvenser for, hvor meget vand vi hver især har til rådighed i hverdagen. For fortsætter det tørre vejr, tærer det på jordens grundvandsmagasiner, skriver DMI.

Det er vand, man bruger som andet end drikkevand, man skal være særligt opmærksom på, hvis det tørre vejr fortsætter, og vi nærmer os egentlig tørke. Arkivfoto

Det opbyggede vandunderskud bliver nemlig ført over i sommermånederne, og så skal der ikke så meget til, før det kan udvikle sig til egentlig tørke.

Sidste år satte april en ny nedbørsrekord, da der faldt over 100 mm i løbet af måneden – det står i skarp kontrast til det meget tørre forår, vi har været vidne til i 2025, uddyber DMI.

Udviklingen får nu Danske Vandværker til at reagere.

Derfor er det klogt at udvise rettidig omhu og allerede nu forberede, hvordan man bedst muligt kommer igennem en potentielt meget tør sommer, skriver sammenslutningen i en pressemeddelelse.

Danske Vandværker: De vigtigste råd
  • Lyt til dit lokale vandværk, og følg anbefalingerne
  • Brug vand med omtanke
  • Vand kun, hvor det er absolut nødvendigt og kun tidlig morgen eller sen aften. Udover havevanding er badebassiner også en af de helt store vandslugere i varmen
Danske Vandværker

Eventuel mangel på vand betyder, at vi som forbrugere eksempelvis skal være særligt opmærksomme på, hvordan vi bruger vand som andet end drikkevand. Og her spiller dit lokale vandværk en stor rolle, da det har overblikket over, hvor meget vand, man kan levere.

- Her har vi tidligere set, at vandværkerne kommer med anbefalinger til, hvordan vi som forbrugere – ved at justere vores forbrug til blandt andet havevanding og badebassiner – kan hjælpe, siger siger direktør i Danske Vandværker Lise Lotte Toft.

- Det handler ofte om, at vi ikke alle sammen bruger meget vand på de samme tidspunkter, så efterspørgslen bliver spredt ud.

Her kan du se DMIs prognose for vejret de kommende syv dage.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden