Trafik

Ingen kære mor hos politiet: Betal din bøde og lær af det

Politiet forstår frustration over trafikbøder ved covid-19-testcenter: Men folk har altså pligt til at køre efter reglerne, siger politikommissær.

Der er fortsat trafikale problemer ved testcentret på Håndværkervej i Aalborg. Foto Martin Damgård.
Der er fortsat trafikale problemer ved testcentret på Håndværkervej i Aalborg. Foto Martin Damgård.

Det har skabt frustration hos en række bilister, at de har fået bøde på vej væk fra Covid-19-testcentret på Håndværkervej i Aalborg. For nylig blev det nemlig gjort forbudt at dreje til venstre ad Ny Kærvej, men det har mange overset - og er blevet stoppet og fået en bøde.

- Jeg forstår da godt, at folk er frustrerede over at få en bøde. Det ville jeg også selv være, men at folk ikke kan finde ud af at overholde færdselsreglerne, der har jeg det altså sådan, at det er for egen regning, siger politikommissær Thomas Ottesen, leder af den operative færdselsafdeling hos Nordjyllands Politi.

Han har, efter at NORDJYSKE lørdag fortalte om frustrationen, efterkontrolleret, at skiltningen er i orden, og det fastholder han, at den er. Han peger på, at der 30 meter før krydset skiltes med, at det er forbudt at svinge til venstre, og at der ved selve krydset står to skilte med samme budskab.

- Så det er i hvert fald tydeligt markeret. Det er ikke bare en midlertidig plastikkegle, der er sat op, så hvis ikke man ser det, så er det, fordi man sidder og snorksover, siger Thomas Ottesen.

NORDJYSKEs omtale afstedkom også - udover en række nedsættende kommentarer på Facebook - flere henvendelser fra trafikanter, der ikke bare oplever skiltningen som mangelfuld, men også klandrer politiet for at have opstillet en “pengemaskine”, der blot har til hensigt at malke borgerne for penge - enkelte føler desuden, at politibetjente har godtet sig over at udskrive bøder.

Skiltningen er i orden, siger Thomas Ottesen, der er leder af den operative færdselsafdeling hos Nordjyllands Politi - men der er fortsat mange der drejer til venstre af Ny Kærvej, konsaterer vores fotograf. Foto: Martin Damgård

Det sidste ærgrer Thomas Ottesen, hvis det har været tilfældet, og han afviser, at der skulle være tale om en pengemaskine. Han peger på, at man har konstateret, at der er problemer med at få afviklet trafikken, og at man derfor indimellem kontrollerer, hvordan det går.

- Det er jo ikke sådan, at vi står derude hele tiden og bare venter, men man må jo sige, at der er behov for at vi kontrollerer, når så mange vælger at dreje til venstre, selv om forbuddet er tydeligt markeret, siger Thomas Ottesen og fortæller, at trafikken glider planmæssigt, når der er en let genkendelig patruljebil til stede, mens det kniber mere med at se skiltene, når der har været en civil politibil til stede.

Frustrerede bilister har netop efterlyst, at politiet mere synligt - enten via skiltning eller tilstedeværelse - viser, at der er indført venstresvingsforbud, men Thomas Ottesen afviser, at det skulle være nødvendigt.

Vores fotograf fandt den rette vinkel på de indkørselforbudt skilte, som vor ærgerlige læser overså på Håndværkervej, Foto:Martin Damgård

Han medgiver kritikere, at der nogle gange skiltes ekstra eksempelvis i forbindelse med vejarbejdet, men at det ikke er standardprocedure, og at der meget ofte sker ændringen af trafikreglerne.

Derimod giver han ikke meget for, at bilister anfører, at de har været vant til at dreje til venstre ad Ny Kærvej, og derfor ikke er opmærksom på det nye forbud.

- Det er jo ingen undskyldning, siger politikommissæren og peger på, at man heller ikke kan afvise en fartbøde ved at henvise til, at man er vant til at køre hurtigt.

Set fra politiets side har man måttet forholde sig til den ekstra trafikmængde, testcentret har medført, og de problemer, den har medført - ikke mindst for den nærliggende Falck-station. Altså har man ændret reglerne - og skiltningen - i området.

Det formilder dog ikke alle trafikanter, eksempelvis ærgrer det Erik Petersen, at han - selv om han havde læst NORDJYSKEs artikel - faldt i, hvad han kalder en anden fælde. Han ville parkere for at gå ind og blive testet, og mener ikke, at han havde chancen for at se de skilte, der forbyder indkørsel fra Håndværkervej. Det kostede ham 2500 kroner og et klip i kørekortet.

Thomas Ottesen siger generelt om den nye skiltning i området, at den er der af en årsag, og at man som trafikant har pligt til at følge de anvisninger, der er på stedet.

- Hvis man ikke følger retningslinjerne, så synes jeg man skal betale og så lære af d'et, selv om det er frustrerende, siger han.

Klager og håneret

Flere af de bilister, der har kontaktet NORDJYSKE; har tilkendegivet, at de har tænkt sig at klage over deres bøder, og at de mener, at der ikke er harmoni mellen, at man følger myndighedernes opfordring til at lade sig teste, og at trafikforholdene er sådan, at tilsyneladende ganske mange kommer derfra med en bøde.

En læser peger dog på, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Han ærgrer sig akkurat som vor læser forleden over, at hans kone har fået en bøde. Og selv han ikke mener, hun burde have fået den, så håber han, at hendes bøde vil betyde, at han ikke længere skal høre for de fire fartbøder, han har fået gennem flere end 40 år i trafikken.

- Som jeg siger til konen: man skal altid huske at orientere sig i trafikken, hedder det kækt fra vor læser.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden