Jernbanebroen lukkede ned i båd: Begge master knækkede

Der var drama på Limfjorden søndag eftermiddag

Efter uheldet lagde båden til ved Nørresundby Lystbådehavn. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Efter uheldet lagde båden til ved Nørresundby Lystbådehavn. Foto: Claus Søndberg

AALBORG:Bro, bro, brille...

Det var næppe en ny version af den gamle sangleg, men en regulær fejl fra enten sejler eller brovagt. I hvert fald var det ikke alle både, der nåede igennem, før jernbanebroen over Limfjorden lukkede i omkring kl. 12.20.

Således endte en tysk sejlbåd med at få kappet begge sine master, da broen smækkede ned i den.

Claus Pedersen var en af dem, der fulgte dramaet fra kajkanten på Aalborgsiden.

- Vi sad nede ved havnen og kunne se, at der lå et par skibe mellem broerne og ventede på at sejle under jernbanebroen mod vest. Da der blev plads, kom de også fint igennem. Det gjorde den her båd, der sejlede mod øst til gengæld ikke, konstaterer Claus Pedersen.

Han blev klar over, at der var noget galt, da han kunne se broen begynde at lukke, mens båden stadig var på vej under den.

- Om det var båden eller brovagten, kan jeg ikke sige. Men nogen har i hvert fald lavet en fejl, konstaterer tilskueren, der nåede at få knipset et billede lige efter uheldet.

Burde have standset

Hændelsen bekræftes af vagtchef Ole Buus fra Nordjyllands Politi.

- Flere både skulle sejle under broen fra vest mod øst. Da jernbanebroen gik op, fulgte bådene efter hinanden. Men en sakkede bagud, og reagerede ikke på, at lyset på broen blev rødt, fortæller han.

Når det sker - altså at lyset bliver rødt - skal båden standse. Det gjorde den så ikke.

- Den fortsatte og fik revet masterne af, konstaterer vagtchefen.

Han tilføjer, at føreren af båden er sigtet for overtrædelse af søfartsloven.

Banedanmark, der har ansvaret for broen, oplyser, at der ikke er sket nogen personskade eller skade på Jernbanebroen. 

"Idet medarbejderen hos Banedanmark skal til at sænke broen, så togene kan komme over, vurderer personalet, at omtalte båd ligger for langt væk til at kunne nå med i denne omgang. Idet Banedanmarks medarbejdere sætter stoplyset for bådene i gang, giver sejleren mere fart til sin sejlbåd. Da broen går ned, er sejlbroen kommet under broen, og der bliver masterne på sejlskibet knækket. Politiet har talt med involverede," lyder det i en officiel udtalelse fra Banedanmark.

Claus Pedersen tog et billede lige efter uheldet. <i>Privatfoto</i>

Claus Pedersen tog et billede lige efter uheldet. Privatfoto

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.