Overdådig lejlighed til salg - her ligger Jyllands dyreste lejlighed på markedet

Drømmer du om en tagterrasse med sol hele dagen og udsigt til en ugeneret stjernehimmel om natten. Så er det måske nu, du skal slå til

Jyllands dyreste lejlighed til salg ligger i Nørresundby, og placeringen er, i bogstavelig forstand, helt i top. <i>Foto: Thorkild Kristensen</i>

Jyllands dyreste lejlighed til salg ligger i Nørresundby, og placeringen er, i bogstavelig forstand, helt i top. Foto: Thorkild Kristensen

NØRRESUNDBY: 360 graders udsigt, boblebad på 21. etage og retten til at blære sig over at have en af  Jyllands dyreste lejligheder.

Det, og sikkert meget andet, kan du lige nu få fingrene i - hvis du altså har knap 20 millioner kroner, der brænder i lommen.

Lige nu er lejligheden på toppen af det arkitekttegnede byggeri Horisonten i Nørresundby nemlig til salg. Helt præcist for 19.995.000 kroner, hvilket gør boligen til den dyreste lejlighed til salg i Jylland. 

Til gengæld får du både et orangeri, egen elevator og en tagterrasse på intet mindre end 380 kvadratmeter med i købet af penthouselejligheden, der i sig selv udgøres af 236 kvadratmeter fordelt på 5 værelser.

Højhuset Horisonten stod færdig i 2020 og består af tre runde siloer. Lejligheden, der er til salg, ligger på toppen af to af dem, og man er således sikret udsigt over by og natur til både solopgang og solnedgang. Boligen ligger 500 meter vest fra kulturbroen, der forbinder Nørresundby med Aalborg, og fra bygningen er der hurtig adgang til naturområdet Lindholm Fjordpark. 

Jyllands dyreste lejlighed på markedet

Det er mæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der formidler salget af lejligheden, og selvom det nok ikke er hvem som helst, der har råd til den overdådige bolig, er det ikke sikkert, den får lov at stå tom særlig længe.

- Den har da også tiltrukket en del opmærksomhed. Selvom den lige er kommet til salg, er der allerede en potentiel køber, som har været ude at se den to gange, siger ejendomsmægler hos Thorkild Kristensen Jette Gudiksen i en pressemeddelelse.

Al elektronik i boligen kan styres med telefonen og der er, ifølge mæglerfirmaet Thorkild Kristensen, investeret mere end en million i lejlighedens lyssystem. Køkkenet har desuden vinkøleskab, indbygget espressomaskine og emhætte i bordet.

Ifølge boligsiden Boliga er prisen på lejligheden helt særlig for en bolig i Jylland, og der er da også stor prisforskel på lejligheden i Nørresundby og den næstdyreste lejlighed til salg i Jylland, som, ifølge boligsiden, ligger i Aarhus og koster 14,8 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden