Kriminalitet

Politiet kendte adressen, men kunne ikke finde de stjålne køretøjer. Så tog en privatperson affære

Ejer af firma, der gør i GPS-sporingsudstyr og tyverisikring, fandt hundedyre køretøjer med en sikkerhed på få meter

To næsten milliondyre UTV-køretøjer er blevet stjålet og genfundet dels ved en stor dusør, dels ved Facebookopslag, dels ved en erhvervsmand, der kunne noget med GPS'er. Han fandt køretøjerne i noget krat på en gård nær Silkeborg.
To næsten milliondyre UTV-køretøjer er blevet stjålet og genfundet dels ved en stor dusør, dels ved Facebookopslag, dels ved en erhvervsmand, der kunne noget med GPS'er. Han fandt køretøjerne i noget krat på en gård nær Silkeborg. Privatfoto

Opdateret 22. oktober 2024 kl. 06:31

Et tyveri af to såkaldte UTV'ere - til en værdi af mellem 800.000 og 900.000 kroner - er på noget nær rekordtid blevet opklaret. Det skete dels via et Facebook-opslag, hvor ejeren af de to stjålne køretøjer André Eriksen skrev om tyveriet, dels fordi en erhvervsmand med forstand på GPS'er så opslaget og mente, at de stjålne maskiner kunne han opspore. Og det kunne han.

Forhistorien er følgende:

Klokken to natten mellem onsdag og torsdag brækkede tyveknægte ind i et maskinhus på André Eriksens hjem i Nibe-området.

Herfra stjal gerningsmændene to såkaldte UTV'ere - firehjulede køretøjer med førerhus - til en samlet værdi i omegnen af 900.000 kroner.

Det skrev André Eriksen om i et opslag på Facebook.

De to stjålne UTV'ere blev nøje beskrevet med både mærke, registreringsnummer og stelnummer.

I opslaget beskriver André Eriksen også, hvordan han formoder tyveriet er sket og udlovede samtidig en dusør på 25.000 kroner til den person, der kunne hjælpe ham til at få sine køretøjer tilbage.

- Vi har grund til at tro, at de er kørt afsted i dem, sikkert med en følgebil fra Nibe og til Eriksborgvej 98 i Silkeborg, skriver han bl.a. i opslaget.

- De har nok været tre til seks personer, fordi UTV'erne er skubbet det første stykke, og de er svære at skubbe rundt med, lyder det også.

To såkaldte UTV'ere stjålet fra Nibe er blevet genfundet via GPS-teknologi Privatfoto

Ejeren af de to UTV'ere er ret sikker på, at indbruddet og tyveriet er sket af folk med kendskab til ejendommen, der er med både port og pullerter. Tyvene ødelagde ved indbruddet også hegn og lukkede dyr ud fra ejendommen.

- Det har været meget ubehageligt. Det er ren Olsen Banden. Tyveriet har været nøje planlagt, men heldigvis havde tyvene ingen forstand på GPS. Begge mine køretøjer var udstyret med GPS'er drevet af batterier. Jeg opsporede køretøjerne til en adresse ved Silkeborg og gav den adresse til Midt- og Vestjyllands Politi. De sendte en patrulje derud, men de meldte tilbage, at der intet var på adressen, forklarer André Eriksen.

Men så blev André Eriksen kontaktet af en person med virkeligt godt kendskab til GPS'er i køretøjer og brugen af GPS'er til sporing af stjålne køretøjer.

Midt- og Vestjyllands Politi havde to patruljevogne i gården ved Silkeborg. De kunne dog ikke finde de dyre køretøjer. Privatfoto

Han hedder Søren Eriksen, er gammel Silkeborg-dreng og er indehaver af firmaet Vortex Danmark på Djursland - et firma, der lever af at udstyre dyre maskiner med GPS'er, så de kan spores efter for eksempel tyveri. Søren Eriksen havde set André Eriksens Facebook-opslag, som var blevet delt i en gruppe, der hedder "Silkeborg hjælper hinanden".

- Jeg ringede til André og spurgte ham, om de havde prøvet dette og hint. Men GPS'erne var gået i dvale. Det kunne tyde på, at de stod stille på et sted. Jeg bad ham om at ringe GPS'erne, der er udstyret med et telefonnummer, op, og så livede GPS'erne op. Jeg fik også telefonnummeret, og så parrede jeg signalerne op med vores lidt ældre software, og så bum, så havde jeg dem, forklarer Søren Eriksen.

Ved at sætte dataene fra UTV'ernes GPS'er ind i Vortex' software kunne han altså pinge signalerne ned til en radius på cirka to meter og 10 centimeter, mens politiet havde pinget køretøjerne til midt i gårdspladsen i den trelængede gård på adressen udenfor Silkeborg. Politiets udstyr havde pinget køretøjerne til en radius på 25 meter, lyder forklaringen på, at politiet ikke fandt køretøjerne ved patruljens første besøg på adressen.

Søren Eriksen tog så mandag formiddag resolut sin bil og kørte til adressen i Silkeborg, hvor han fulgte GPS-signalerne og fandt de to hundedyre køretøjer på få minutter. 

De to UTV'ere var kørt direkte ind i et læbælte nær ejendommen i Silkeborg. Privatfoto

- Jeg ville se, om vores system kunne det, som det skulle. Det kan godt være, det lyder lidt smart-ass-agtigt. Men jeg stolede så meget på vort udstyr at kunne vi ikke finde køretøjerne, så kunne vi da finde GPS-udstyret. Men ganske rigtigt - her stod køretøjerne kørt helt ind i et læbælte med en presenning henover. Samtidig havde tyvene kørt en stor varebil hen foran, så de var godt skjult for politiet, der havde koncentreret deres rundering til bygningerne i den umiddelbare nærhed af gårdspladsen, lyder det fra Søren Eriksen, der glæder sig over at have kunnet hjælpe med at genfinde køretøjerne.

Han understreger, at hans indsats ikke handler om at få dusøren.

- Jeg vidste ikke en gang, at der var udsat en dusør, før jeg talte med André anden gang. Det er jo heller ikke fedt at tjene penge på andres ulykke, så nu må vi se, hvad vi gør med den dusør. Jeg kunne godt nøjes med en øl i lufthavnen, lyder det beskedent fra Søren Eriksen.

Han kørte først fra ejendommen nær Silkeborg, da en transport-lastbil fra Falck var ankommet, havde lastet de to køretøjer og påbegyndt turen hjem til Nibe.

- Jeg er mægtig glad for Sørens indsats, siger André Eriksen.

Han roser Nordjyllands Politi, mens hans begejstring for Midt- og Vestjyllands Politi kan ligge på et meget lille sted.

- Når de står på ejendommen i Silkeborg og ringer til mig og siger til mig, at de ikke kan finde noget. Og så kører der en privat mand derned, og han kan finde køretøjerne på fem minutter, så har de ikke kigget ordentlig efter, fastslår André Eriksen, der i samme åndedrag understreger, at dusøren nu kommer til udbetaling.

Nordjyllands Politi bekræfter, at de mandag ved middagstid foranledigede patruljer fra Midt- og Vestjyllands Politi til adressen nær Silkeborg. Men at der ingen anholdte er i sagen, da der ikke var personer til stede på adressen. Sagen efterforskes fortsat, lyder det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden