Knivstikkeri startede konflikt med to grupper i Aalborg: Nu er seks mænd dømt
Retten kunne dog ikke sige, hvem der havde stukket med kniv, og derfor slap de for straf for knivstikkeri
Opdateret kl. 19:03
AALBORG: Seks mænd mellem 17 og 21 år er blevet dømt for et overfald på to andre mænd 26. maj 2020 ved Utzon Center på havnefronten i Aalborg.
Her blev de to mænd sparket og slået, og en af mændene blev stukket i ballen med en kniv for øjnene af flere vidner, der var ude at gå aftentur ved 20-tiden.
De seks mænd blev dog ikke dømt for at have stukket med kniv. Retten kunne ganske enkelt ikke fastslå, hvem der havde stukket med kniven.
- Retten lagde til grund, at der var blevet stukket med kniven, men man kunne ikke med sikkerhed sige, hvem der kunne drages til ansvar for det, fortæller anklager Stine Eriksen.
Derfor blev de seks mænd i stedet dømt for simpel vold, hvilket udløste tre måneders ubetinget fængsel til fem af dem, mens den sidste fik gjort straffen betinget på grund af sin unge alder.
Startskuddet til konflikt
Episoden blev startskuddet til en række sammenstød mellem to kriminelle grupperinger i Aalborg, hvor der flere gange er blevet stukket med kniv og slået med bat, skudt med signalpistoler og en enkelt gang er en person blevet ramt af skud.
Adskillige personer er blevet anholdt i konflikten, og der venter nu en lang række retssager mod personer fra begge grupperinger.
Og det har været et vanskeligt miljø for politiet at efterforske i, hvor de stridende parter bestemt ikke har været interesseret i at samarbejde med ordensmagten, hvilket retssagen også bar præg af.
De tiltalte har nemlig ikke ønsket at udtale sig til politiet, og da de havde chancen for at afgive forklaringer i retten, var det også meget sparsomt, hvad de kunne fortælle. Fælles for dem alle var, at de nægtede at have været en del af overfaldet på de to andre mænd.
Og det var heller ikke nogen hjælp at hente hos de to voldsofre. De har godt nok tidligere udtalt sig til politiet, men under retssagen kunne de slet ikke genkende, at det var de tiltalte, der var deres overfaldsmænd.
Video var det fældende bevis
Det efterlod anklagemyndigheden med ét centralt bevis: Nemlig videoovervågning.
Selve overfaldet blev fanget af et kamera, der er placeret på Limfjordsbroen - altså et godt stykke væk fra Utzon Centret. Og selvom videoen godt nok viser overfaldet, så var det filmet så langt væk, at det var umuligt at se personernes ansigter eller detaljer på tøj.
Men politiet havde indhentet timesvis af overvågningskameraer fra midtbyen der havde optaget de tiltalte kort før overfaldet på havnefronten.
Ud fra det videomateriale mente anklagemyndigheden, at man kunne følge de tiltalte fra Bispensgade, hen over Nytorv og i retning mod havnefronten kort før overfaldet - og igen den modsatte vej kort efter overfaldet. Og at man kunne genkende dem på den utydelige video af overfaldet.
Og det var retten enig i, selvom de tiltalte afviste at være på videoen fra overfaldet. Dog blev en 20-årig mand frifundet - det var nemlig syv tiltalte til at begynde med - fordi retten for hans vedkommende ikke kunne genkende ham på videoen fra havnefronten, fortæller Stine Eriksen.
De resterende seks dømte udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
