"Kommende superstjerne" stopper på nordjysk restaurant
Ny strategi har fået køkkenchefen til at sige op på restauranten på Hotel Scheelsminde
For knap tre år siden blev parret Nadia Alexandrine Bach og Christian Nurup ansat med den ambition at hente en af de eftertragtede michelin-stjerner til Restaurant Bühlmann, der er en del af Hotel Scheelsminde i Aalborg.
Nu skal nye ansigter opfylde det mål.
I november blev Nadia Alexandrine Bach og ejerne af Scheelsminde enige om, at hun skulle stoppe som hotel- og restaurationschef, og nu har kæresten Christian Nurup opsagt sin stilling som køkkenchef.
Det oplyser Hotel Scheelsminde i en pressemeddelelse, der meget rammende bærer overskriften "Hotel Scheelsminde i forandring".
Christian Nurup har i høj grad formået, at sætte Scheelsminde på det gastronomiske landkort.
Nordjyskes madanmelder Claus Kræmmergaard gav i februar 2022 restauranten seks ud af seks gafler, og kaldt Christian Nurup en "kommende superstjerne" og han i køkkenet demonstrerer "et nærmest uhørt højt niveau."
Nogle måneder før havde Restaurant Bühlmann modtaget prisen for "Årets Bo & Spis", som Den Danske Spiseguide uddeler. Og i 2022 blev Restaurant Bühlmann nomineret som "Årets Restaurant" af Den Danske Spiseguide. Ligesom Danske Madanmeldere i 2022 nominerede restauranten til at lave “Årets ret”.
Efterfølgende har Berlingske og Jyllands-Posten også kvitteret med topanmeldelser.
Ambition om stjerne
Det er parret Danni Bühlmann og Anemette Bühlmann, der ejer Scheelsminde - som en del af Bühlmann-koncernen.
- Der skal lyde en helhjertet tak og stor anerkendelse for det niveau, som Christian har tilført Scheelsminde. Det gælder for både Christian og forhenværende restaurant- og hotelchef Nadia Bach, at deres evner og engagement har sat Scheelsminde og ikke mindst Restaurant Bühlmann på det gastronomiske landkort, siger Danni Bühlmann i pressemeddelelsen.
Ifølge pressemeddelelsen skal den nyansatte hotelchef - Thor Bastholm - stå i spidsen for en ny strategi. Her var Christian Nurup indtænkt i en ny rolle, hvor han kunne dedikere sig til sin funktion som køkkenchef. Men det har dog fået Christian Nurup til at opsige sin stilling.
Christian Nurup fortsætter i sin nuværende rolle frem til udgangen af april.
I forbindelse med Nadia Alexandrine Bachs opsigelse i november, oplyste pressechef Karina Harbo Jensen, at drømmen om Michelin lever videre på Hotel Scheelsminde.
Markant investering
Siden nytår har det været Thor Bastholm, der har været hotelchef på Scheelsminde.
Han kommer fra en stilling som kommerciel chef på Ruths Hotel i Skagen og har tidligere været Hotel Manager ved Aalborg Hotel Apartments.
Han skal nu ud at finde en ny køkkenchef.
Herudover kommer han til at stå i spidsen for en markant investering i at renovere værelser og øvrige faciliteter.
- Scheelsminde er kendt for gastronomi på højt niveau, men det betyder ikke, at stemningen skal være kedelig eller selvhøjtidelig. Der skal være plads til det klassiske side om side med det kreative, det fagligt kompetente i kombination med nærværende værtskab. Vi skal i endnu højere grad sikre, at vores gæster får sig en oplevelse, som adskiller sig fra alt andet. Den profil vi søger som køkkenchef er derfor ikke fastlåst. Det skal dog være én, der tilfører Scheelsminde såvel som Aalborg noget nyt og inspirerende, siger han.
Planerne for renoveringer er forsat under udvikling, og første fase vil starte senere i 2024.
Bühlmanns hotelkoncern har de seneste år haft vokseværk.
På tre år er koncernen gået fra at eje og drive tre hoteller til nu otte, mens medarbejderstaben samtidig er vokset fra 100 til 400.
- Bühlmann-koncernen omfatter nu otte jyske hoteller. De otte hoteller er:
- Herregårdshotellet Scheelsminde i Aalborg.
- Pier 5 Hotel - det tidligere Slotshotellet - på Aalborg Havn.
- Aalborg Airport Hotel.
- Herregårdshotellet Nørre Vosborg i Vemb.
- Villa Provence i Aarhus.
- Hotel Royal i Aarhus.
- Peak 12 Hotel i Viborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.