Stopper drukfester i borgmesterens forvaltning
Medarbejdere i borgmesterens forvaltning skal fremover selv betale for deres drikkevarer, når de fester
Opdateret 23. januar 2023 kl. 12:29
AALBORG: Nordjyske har gennem flere måneder afdækket pengeforbruget i borgmesterens forvaltning.
Og mellem bilag for udgifter til dyre velkomstreceptioner, store blomsterarrangementer og utallige restaurantregninger har vi fundet flere regninger for personalearrangementer for dele af forvaltningen.
Her har medarbejderne gennem en årrække nydt godt af skatteborgerbetalte fester, mens andre kommunalt ansatte selv må til lommerne, når der f.eks. skal holdes julefrokost på arbejdspladsen.
Men den praksis er slut, oplyser man nu i borgmesterens forvaltning.
Julefrokost med borgmesteren
Eventchef Søren Thorst har været en central figur i afdækningen af pengeforbruget i forvaltningen, og i 2017 var det ham, der svingede sit kommunale kreditkort, da 17 medarbejdere inklusiv borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) og kommunaldirektør Christian Roslev fejrede julefrokost i forvaltningen.
Her tog deltagerne først på Seaport for at bowle og gå i baren, inden de gik tilbage til forvaltningen og spiste julefrokost leveret af Den Bette Kro.
Samlet løb regningen op i 8.147 kroner, hvad der svarer til omkring 480 kroner pr. person.
Markant mere end, hvad andre kommunalt ansatte får i tilskud.
Skal tage penge fra børnene
Når lærere og ansatte på skolerne i Aalborg Kommune holder julefrokost, må skolen gerne give et tilskud.
Men pengene skal tages fra driftsbudgettet, og så vælger mange at prioritere pengene på børnene frem for julefrokosten. Det betyder, at lærerne og det øvrige personale selv må betale for festlighederne.
Det fortæller Henrik Hiis, der er skoleleder på Gl. Lindholm Skole.
- Vi giver et tilskud, som i år er 20 flasker vin. Men der kommer også omkring 128 mennesker til julefrokosten, siger han.
Henrik Hiis har tidligere været skoleleder på Kongerslev Skole og Seminarieskolen, og her var praksis den samme. Der blev givet et lille tilskud for at vise, at ledelsen satte pris på medarbejderne, mens medarbejderne selv måtte betale for resten.
Skolelederen har ikke en holdning til pengeforbruget i borgmesterens forvaltning, for, som han siger, "er det rart at kunne påskønne sit personale på anden vis, end man gør i hverdagen". Men han synes, det ville være fint, hvis kommunen ensrettede sin praksis.
- For vi bør anerkende vores personale på samme måde, uanset om de er ansat i borgmesterens forvaltning eller på en folkeskole, siger Henrik Hiis.
Sommerfester hos kommunaldirektøren
Det er ikke kun julefrokoster, som medarbejdere i borgmesterens forvaltning har fået betalt. Også sommerfester, som flere gange er holdt privat hos kommunaldirektøren.
Men at festlighederne starter i privaten betyder ikke, at medarbejderne selv skal betale.
I 2020 var 17 medarbejdere fra borgmesterens forvaltning inviteret til Vodskov til spisning hos kommunaldirektøren. Maden blev leveret af Vodskov Kro, og drikkevarer blev i hvert fald delvist betalt af Aalborg Kommune.
Det viser kvitteringer fra aftenen.
Efter spisning betalte Aalborg Kommune for taxaer fra Vodskov til Aalborg, hvor medarbejderne skulle til verdenspremiere på forestillingen Majestique i Spejlteltet.
En forestilling som kommunaldirektøren og eventchefen i øvrigt egenhændigt har valgt at støtte med 750.000 skattekroner.
Den samlede regning for sommerfesten løb op i lige over 10.000 kroner - eller hvad der svarer til 590 kroner pr. person.
I 2020 lukkede værthusene klokken 23 på grund af coronarestriktionerne.
Det var dog ikke tilfældet i 2019, hvor kvitteringer afslører, at festen, der også dengang startede med kromad hos Christian Roslev, fortsatte på Old Games Pub på skatteborgernes regning.
Ændrer praksis
I revisionsundersøgelsen af eventudgifterne i borgmesterforvaltningen fremhæver Deloitte, at der har været flere problematiske forhold omkring personalearrangementer.
Efter at have gennemgået udgifterne på de kommunale kreditkort i eventafdelingen, når Deloitte frem til, at der bør laves retningslinjer for personalearrangementer - herunder hvor stor en del, der er egenbetaling.
Deloitte stiller i rapporten også spørgsmålstegn ved, om udgifterne på netop barer og restauranter skal betales af kommunen. Aalborg Kommune vurderer dog selv, at udgifterne til netop fester og personalearrangementer er kommunale formål.
Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra kommunaldirektør Christian Roslev, da han er den øverst ansvarlige i forvaltningen.
Han har ikke ønsket at stille op til interview, men henviser i stedet til økonomidirektør Tommy Christiansen, som gerne vil svare skriftligt.
Han ønsker ikke at forholde sig til, hvorvidt det er rimeligt, at medarbejdere i borgmesterens forvaltning får betalt deres julefrokoster og sommerfester, når andre ansatte i kommunen, selv må til lommerne.
Ifølge økonomidirektøren skal man se på den samlede pakke af kurser, efteruddannelse og personalearrangementer, og derfor giver det ifølge ham ikke mening at sammenligne festudgifterne alene. Han anerkender heller ikke, at der er tale om en festkultur.
- Men vi anerkender, at Økonomi og Erhvervsforvaltningen historisk set har lagt vægt på fælles arrangementer, hvori det sociale aspekt er prioriteret, skriver han.
Han skriver yderligere, at festudgifterne skal ses i lyset af, at medarbejderne i forvaltningen har været villige til at give en ekstra tørn, når der har været behov for det.
- Samtidig er vi fuldt beviste om, at verden har udviklet sig. En del af denne udvikling er, at der i dag er en anden tilgang end tidligere til offentlige arbejdspladsers tilgang til tilrettelæggelsen af sociale aktiviteter. Vi anerkender også at praksis i Økonomi og Erhverv ikke i alle tilfælde har fulgt med tiden. Dette er og har været den administrative ledelses ansvar.
Forvaltningen vil udarbejde en vejledning for fester og sociale aktiviteter. Økonomidirektøren forventer, at den er klar ved udgangen af 1. kvartal næste år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.