Vold

Lærervikar bandt og slog elever: Må ikke længere arbejde med børn og unge

Landsret stadfæster voldsdom over tidligere vikar på nordjysk skole

En tidligere lærervikar her på Gudumholm Skole blev onsdag ved Vestre Landsret dømt for vold mod flere af skolens elever tilbage i 2015. Foto: Teis Markfoged
En tidligere lærervikar her på Gudumholm Skole blev onsdag ved Vestre Landsret dømt for vold mod flere af skolens elever tilbage i 2015. Foto: Teis Markfoged

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:11

GUDUMHOLM: Vestre Landsret stadfæstede i dag, onsdag, byrettens dom over en 43-årig tidligere lærervikar på Gudumholm Skole. Dermed er den 43-årige idømt tre måneders betinget fængsel for vold, frihedsberøvelse og tvang mod elever i skolens 2. klasse tilbage i 2015.

Ifølge dommen har den 43-årige slået flere elever med linealer og et kosteskaft, og han er også dømt for at have bundet nogle af eleverne til bordben og en pæl i klassen.

Den tidligere lærervikar har hele tiden nægtet sig skyldig og havde anket dommen fra Retten i Aalborg, men også Vestre Landsret fandt, at børnenes forklaringer var troværdige nok til at dømme ham. I byretten blev den tidligere lærervikar dømt for otte ud af 29 anklagepunkter, men landsretten fandt ham skyldig i yderligere fire forhold. Forinden havde anklagemyndigheden frafaldet halvdelen af de oprindelige anklagepunkter.

Krævede ubetinget fængselsstraf

Anklageren havde krævet den tidligere lærervikar idømt en ubetinget fængselsstraf, men først Retten i Aalborg og nu også landsretten fastsatte straffen til tre måneders betinget fængsel med krav om, at han udfører 80 timers samfundstjeneste.

Samtidig er den 43-årige frakendt retten til at arbejde med børn og unge under 18 år i en periode på fem år.

Anklager Lasse Krister Svensson er tilfreds med, at Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom.

- Det er en dybt ulykkelig sag for alle parter, og det er godt, at der nu er sat et punktum i sagen, siger han.

Advokat Rasmus Amandusson, forsvarer for den tidligere lærervikar, tager landsrettens afgørelse til efterretning.

- Men det var bestemt ikke det resultat, vi havde forventet.

Lærerdrøm ødelagt

Forsvareren påpeger, at sagen har haft store konsekvenser for den tidligere lærervikar:

- Hans liv er ødelagt. Han har jo brændt for at være skolelærer - det har været hans ambition. Med denne dom er det ødelagt. Han må ikke være skolelærer de næste fem år. Det er altødelæggende for en med de ambitioner, siger Rasmus Amandusson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden