Luskede tyve stjæler sække med pant fra folks hjem

Husejere i Nørresundby har fået stjålet pantsække med flasker og dåser

Flere steder i Nørresundby har mystiske panttyve været på spil. Arkivfoto: Scanpix

Flere steder i Nørresundby har mystiske panttyve været på spil. Arkivfoto: Scanpix

NØRRESUNDBY:En mandag aften klokken lidt i 10 sad Claus Skibsted ved computeren i sit hjem i Nørresundby.

Det intelligente overvågningssystem, han fik installeret i anledningen af et indbrud får et år siden, gav lidt lyd og fortalte ham, at der i den mørke aften luskede mennesker rundt på hans grund.

Videoen viste en mand, der bevægede sig rundt på grunden, og Claus Skibsted og hustruen besluttede sig for at tage overtøj på for at gå ud og spørge, hvad den fremmede ledte efter.

- Min kone gættede på, at det var en af de panttyve, vi har hørt genboen fortælle om. De har nemlig også haft besøg, fortæller han.

Ude på fortovet går to mænd - de bærer på en sæk med pant, og da de ser husets beboere stikker de i løb ned til den lokale Fakta, hvor en bil venter på dem.

Claus Skibsted tøver ikke med at ringe til politiet og orientere om nummerpladen, og da han kommer hjem, kontakter han en nabo for at høre, om de kan gå en tur rundt i parcelhuskvarteret sammen.

- Jeg vil gerne signalere til panttyvene, at vi passer på hinanden og taler sammen her i kvarteret, og at vi er opmærksomme på, at de er der, fortæller han.

For ham betyder det ikke så meget med selve panten, der blev stjålet.

- Fint nok, at de snupper lidt pant for 50 eller 100 kroner, men det er egentlig slet ikke det, det handler om. Jeg har børn, og mange i kvarteret har børn, og det er bare utrygt at have nogen luskende rundt på grunden i mørket, forklarer han.

- Og hvem ved, om de pludselig spotter andre ting i skuret, der er mere værd?

Delte meninger på Facebook

På en gruppe på Facebook fortæller flere om, at de har oplevet at få stjålet sække med pant. En bruger skriver blandt andet:

- Vi fik stjålet to topfyldte sække med pant fra vores carport. Efterfølgende satte jeg kamera op. En dag jeg var væk 6 minutter, var der en, der havde taget en fyldt sæk. Kørte ned i Føtex, hvor han stod og pantede. Nem at kende. Politiet kom og sigtede ham. Han erkendte de 2 gange.. vi har fundet en anden løsning end at have synlige pantsække i carporten.

En anden skriver om tyveri fra bilens bagagerum:

- Ja, vi havde glemt at låse bilen, der stod med bagagerum fuld af pantflasker - de var væk (alt andet i bilen var urørt på trods af langt større værdi).

Hvordan tyverierne skal håndteres deler dog vandene i kommentarsporet om panttyverier. For nogle er det en principsag, mens andre gerne donerer deres pant til en, der mangler penge:

- Jeg har også fået stjålet en pose for nogle måneder siden. Men må indrømme, at den/de personer, der stjæler en pose pantflasker nok har mere brug for de håndører end jeg, så det gør mig “desværre” ikke engang så “vred” men mere trist på den/de personers vegne, skriver en bruger.

Andre brugere tilkendegiver, at man er velkommen til at kigge forbi og hente deres pant som hober sig op - måske mere som en service end som et tyveri?

LÆS MERE: Pantstation i Aalborg er tit lukket, men det er der en god grund til

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.