Voldsdom

Nu begynder ankesagen: Mathis' far håber på skærpet dom

Sagen om den 15-årige Mathis' død skal nu for Vestre Landsret

Mathis far Henrik Matthiassen: Det bliver hårdt at få rippet op i det hele igen. Arkivfoto

Mathis far Henrik Matthiassen: Det bliver hårdt at få rippet op i det hele igen. Arkivfoto

HØRBY/AALBORG:- Det bliver rigtig hårdt. Men vi møder talstærkt op ligesom ved byretten i Hjørring.

Sådan lyder det fra Henrik Matthiassen, far til den blot 15-årige Mathis, der i marts 2020 blev fundet død af en hundelufter på boldbanerne i Hørby.

Tre dage er der afsat, når Vestre Landsret i Aalborg fra mandag formiddag skal tage stilling til ankesagen mod den nu 33-årige Jens Kristensen, der i oktober sidste år blev idømt tre års fængsel i Mathis-sagen.

Jens Kristensen, der bl.a. har været kendt for sin deltagelse i realityprogrammet Robinsonekspeditionen blev ved Retten i Hjørring kendt skyldig i grov vold og for at have hensat 15-årige Mathis i hjælpeløs tilstand - en tilstand, der førte til hans død. Samtidig blev han dømt for at være i besiddelse af MDMA med henblik på videresalg.

Dommen fra Hjørring blev dog ikke det endelige punktum i sagen, og det ærgrer Henrik Matthiassen.

- Det er træls - rigtig træls, at det hele ikke var overstået efter første omgang i byretten. Men vi må jo tage det med oprejst pande og komme igennem det en gang til, siger Henrik Matthiassen.

Retsmedicineren konkluderede, at 15-årige Mathis sandsynligvis døde af en forgiftning af MDMA og kvælning, eller en kombination af de to. Privatfoto

Retsmedicineren konkluderede, at 15-årige Mathis sandsynligvis døde af en forgiftning af MDMA og kvælning, eller en kombination af de to. Privatfoto

Familien vil gerne have afsluttet sagen.

- Det er et spørgsmål om at få lukket det kapitel og komme videre - også for Alex' skyld, siger Henrik Matthiassen med henvisning til Mathis' lillebror 10-årige Alex.

Savnet af Mathis vil naturligvis altid vil være der.

På spørgsmålet om, hvorvidt det kan lade sig gøre at få en dagligdag til at fungere, samtidig med at Alex' storebror ikke er der længere, svarer Henrik Matthiassen:

- Vi får det til at fungere. Vi har jo stadig Alex, som skal have en efter forholdene så normal barndom som muligt. Der er selvfølgelig stadig de der udbrud, hvor han lige pludselig savner sin storebror. Så er alt muligt galt, men vi ved jo godt, hvad problemet er. Vi savner ham jo også, siger Henrik Matthiassen.

- Men til dagligt går det. Det er ikke sådan, at Mathis er inde over hele tiden, men nu har vi lige haft hans fødselsdag, og så kommer retssagen, så det er jo klart, det ripper op i det igen, og det er hårdt, konstaterer han.

Håber på skærpet dom

Som far er det hans håb, at straffen mod den tiltalte i sagen bliver skærpet.

- For min skyld må de gerne udnytte strafferammen fuldt ud, og det ærgrer mig da stadig, at han ikke blev tiltalt for drab, siger han.

Det var meningen, at hele familien i december skulle have været i Thailand, hvor Mathis' aske skulle have været spredt ud over en sø dernede. Men det blev ikke til noget på grund af coronapandemien.

- Vi har ham stående herhjemme i en urne, og det bliver nok heller ikke til noget at komme til Thailand i år, så nu regner vi med, at hans aske skal søsættes heroppe i løbet af sommeren en gang, fortæller Mathis' far.

Mathis-sagen

En lørdag morgen i marts 2020 blev 15-årige Mathis fundet død af en hundelufter på boldbanerne i Hørby få hundrede meter fra sit hjem.

Aftenen forinden var han blevet hentet samme sted af den dengang 32-årige Jens Kristensen, som han havde skrevet med via app'en GrindR. De havde aftalt, at de skulle mødes, have sex og tage MDMA.

Hvad der præcis foregik, fra Mathis blev samlet op i Hørby, og til han nogle timer senere blev efterladt samme sted, er uvist.

Jens Kristensen forklarede i retten, at Mathis blev meget påvirket af MDMA'en og på et tidspunkt blev så dårlig, at Jens valgte at køre ham tilbage til Hørby, hvor han efterlod ham.

Under obduktionen fandt retsmedicinerne skader på Mathis efter vold med enten slag eller bælter, og han havde punktformede blødninger ved øjnene. Ifølge retsmedicineren er det et tegn på kvælning.

Retsmedicineren konkluderede, at Mathis sandsynligvis døde af en forgiftning af MDMA og kvælning, eller en kombination af de to.

I forbindelse med anholdelsen af Jens Kristensen fandt politiet en video fra natten, der viser Mathis iført et hundehalsbånd.

Jens Kristensen blev dømt for grov vold, for at have hensat Mathis i hjælpeløs tilstand og for at være i besiddelse af MDMA med henblik på videresalg. Han blev idømt tre års fængsel.

Inden da skal landsretten altså tage stilling til sagen, der tog sin begyndelse en dag i marts 2020, hvor Mathis og den tiltalte - ifølge tiltaltes forklaring - via app'en GrindR, der primært bruges til at formidle møder mellem homo- og biseksuelle, havde aftalt at mødes for at have sex og tage MDMA.

Det udviklede sig, og ifølge anklageskriftet begik den 33-årige tiltalte grov vold mod Mathis, før han efterlod ham på en parkeringsplads ved boldbanerne i Hørby, hvor han senere blev fundet død.

Under sagen ved Retten i Hjørring hævdede forsvarer Helle Kaad Iversen, at der var tale om en sexleg, og at der derfor ikke var tale om grov vold.

- Vi må bare sige, at uanset hvordan vi har det med sex og forskellige former for sex, så er det her ikke en folkedomstol. Vi skal vurdere beviserne og sætte forholdet ind i den rigtige kontekst. Og der er ikke noget strafbart i at være til andet end missionærstilling, sagde hun i retten.

Den tiltalte har i øvrigt skiftet forsvarer til landsretssagen. Nu møder Karina Skou fra "Juul Eriksen og Ernst Advokatfirma".

Der falder efter tidsplanen dom i sagen på onsdag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden