Voldssag

Mathis-sagen: Her er landsrettens dom

Landsretten har udmøntet den endelige straf til Jens Kristensen

Mathis blev fundet død på en P-plads ved boldbanerne i Hørby. Nu er sagen om hans død afgjort ved Vestre Landsret

Mathis blev fundet død på en P-plads ved boldbanerne i Hørby. Nu er sagen om hans død afgjort ved Vestre Landsret

AALBORG:En stadfæstelse af dommen for grov vold, men samtidig en nedsættelse af straffen fra tre års fængsel, som byretten gav, til to års fængsel.

Samtidig var der blandt de tre juridiske dommere og de tre domsmænd uenighed om, hvorvidt den tiltalte nu 33-årige Jens Kristensen skulle dømmes for at have hensat Mathis i hjælpeløs tilstand og dermed indirekte have forvoldt dennes død.

Fire af de seks stemte for frifindelse for at have hensat den 15-årige Mathis i hjælpeløs tilstand ved at have givet ham MDMA i to omgange.

De seks dommere var dog enige om, at den dømte havde efterladt Mathis i hjælpeløs tilstand, da den 33-årige efter at have kørt ham til P-pladsen ved boldbanerne i Hørby efter få minutter forlod ham igen.

Da Jens Kristensen ikke blev dømt for at have hensat Mathis i hjælpeløs tilstand og dermed uagtsomt være skyld i hans død bortfaldt den erstatning på 75.000 kroner, som både Mathis mor og far var blevet tildelt i byretten.

Det blev resultatet, da Vestre Landsret ved middagstid afsagde dom i den såkaldte Mathis-sag.

Her stod en 33-årig mand tiltalt for dels grov vold af særlig rå, brutal og farlig karakter samt for at have hensat og efterladt den 15-årige Mathis i hjælpeløs tilstand ved af to omgange at have taget det euforiserende stof MDMA med drengen, dyrket sex med dominans med drengen og derefter kørt ham til en parkeringsplads ved boldbanerne i Hørby.

Et ægtepar, der var ude at lufte hund, fandt Mathis liggende død der 28. marts ved godt 08-tiden.

Byretten havde i oktober sidste år idømt den 33-årige Jens Kristensen tre års fængsel for de to forhold og for at have været i besiddelse af godt 64 gram af det euforiserende stof MDMA.

Den dom ankede den 33-årige Jens Kristensen, der tidligere har været kendt for blandt andet at deltage i realityprogrammet Robinsonekspedition, til landsretten.

Ved domsafsigelsen forklarede retsformand landsdommer Henrik Twilhøj, at der var fuld eninghed i skyldsspørgsmålet til anklageskriftets forhold 1, nemlig at den 33-årige havde begået grov vold mod Mathis.

Landsretten lagde til grund for det, de lægeerklæringer samt retsmedicinerens erklæring om at offeret var udsat for kvælning ved ydre spærring af luftvejene med punktformede blødninger til følge. Desuden var der læsioner i ansigt efter såkaldte stumpe traumer, der ifølge landsretten ikke kunne skyldes tumlelæsioner eller fra fald i forbindelse med de seksuelle aktiviteter, der havde foregået i den 33-åriges hjem.

Samtidig lagde retten vægt på de seks videooptagelser fra den 33-åriges mobiltelefon, der bl.a viste Mathis iført hundehalsbånd og bælte i halsbåndet. Mathis havde ifølge landsrettens vurdering tydelige vejrtrækningsproblemer, der gjorde, at han afbrød den oralsex, han var i gang med og drejede hovedet bort fra tiltalte.

Der var som nævnt uenighed blandt de seks dommere - tre juridiske og tre lægdommere - om skyldsspørgsmålet i forhold til at hensætte Mathis i en tilstand af hjælpeløshed ved at have givet ham MDMA.

Til gengæld var der enighed om, at Jens Kristensen havde efterladt Mathis i hjælpeløs tilstand.

I forhold til erstatningen til Mathis forældre fastslog Landsretten, at den skulle bortfalde, når det ikke var muligt at fastslå en egentlig dødsårsag - altså om det var MDMA-en, eller det var kvælningen, der var årsag til Mathis død.

Derfor var det nemlig ikke bevist, at Jens Kristensen ved grov uagtsomhed havde forvoldt Mathis død.

Umiddelbart efter dommen begærede senioranklager Emil Stenbygaard den dømte fortsat varetægtsfængslet af hensyn til retshåndhævelsen til afsoning af resten af de to års fængsel kunne påbegynde.

Jens Kristensen har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt 28. marts 2020 og har dermed afsonet mere end halvdelen af landsrettens dom på to år. Derfor kan han søge prøveløsladelse, og det gav Landsretten efter en kort votering blandt de juridiske dommere som grund for, at Jens Kristensen skulle løslades og på almindelige betingelser afvente afsoning af retsdommen, såfremt den 33-årige altså ikke søger prøveløsladelse og måske bliver prøveløsladt.

Emil Stenbygaard erklærede sig efter dommen tilfreds med, at Landsretten havde fundet, at bevisbyrden i forhold til at dømme Jens Kristensen skyldig i den grove vold og at have efterladt ham i hjælpeløs tilstand var blevet løftet af anklagemyndigheden

- Nu vil jeg lige nærlæse dommen og kigge på praksis, og så vil der blive taget stilling til, om der skal søges 3. instans bevilling, lød det fra senioranklageren.

Det ærgrede ham lidt, at det ikke lykkedes at få den dømte fortsat varetægtsfængslet til afsoning af dommen kunne begynde, men det måtte senioranklageren tage til efterretning.

Forsvarer Karina Skou glædede sig over, at Jens Kristensen var blevet frifundet for at have hensat Mathis i hjælpeløs tilstand. Det øvrige i dommen tog hun til efterretning.

- Og så er jeg tilfreds med, at Landsretten fulgte min påstand, og min klient blev løsladt efter dommen, lød det fra Karina Skou.

Forud for dommen er gået to retsdage, hvor senioranklager Emil Stenbygaard har procederet for en skærpelse af straffen med mindst seks måneder og helst 10 måneders ekstra fængsel ovenpå de tre år, mens forsvarer Karina Skou havde plæderet for total frifindelse af sin klient - bortset fra tiltalen om besiddelse af de 64 gram MDMA, et tiltalepunkt, som var erkendt.

Det kan du læse mere om i linkene herunder:

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.