Maries mand går hjemme på orlov: Han er lige så god til at passe vores børn som jeg er

Det er en god ide og en sejr for ligestillingen, at 11 ugers barsel bliver øremærket til mænd, siger folketingsmedlem Marie Bjerre

Det vakte opsigt - og kritik - da Marie Bjerre i foråret tog sin dengang ni uger gamle datter med på arbejde på Christiansborg. Men der findes ingen rigtig måde at holde barsel på, mener det nordjyske folketingsmedlem. Privatfoto

Det vakte opsigt - og kritik - da Marie Bjerre i foråret tog sin dengang ni uger gamle datter med på arbejde på Christiansborg. Men der findes ingen rigtig måde at holde barsel på, mener det nordjyske folketingsmedlem. Privatfoto

Hvis Marie Bjerre havde taget barselsorlov som flertallet, var hun ikke på Christiansborg i går.

For så havde hun stadig været på barsel og været hjemme for at passe hendes godt seks måneder gamle datter, Leonora. Men det nordjyske folketingsmedlem traf sammen med sin mand et anderledes valg. Fredag var hun til debat på Christiansborg, men hendes mand er på orlov og passer hjem og de to børn, Leonora og storesøster Elisabeth på tre år.

Det vakte opsigt - og kritik - da Marie Bjerre i foråret tog sin dengang ni uger gamle datter med på arbejde på Christiansborg. For en del mente, at hun svigtede sine børn ved ikke at blive hjemme og tage barsel. Den debat kaldte hun for nedgørende over for kvinder, for der findes ikke kun én måde at være en god mor på.

Når du og Venstre vil stemme for forslaget om at øremærke 11 ugers barsel til fædrene, er det så ikke lidt det samme? Signalerer det ikke, at en god far skal holde orlov og en god mor skal tidligere tilbage på arbejde?

- Nej, det mener jeg ikke. Først og fremmest er der ikke tale om, at nogen tvinges til noget. Faren skal jo ikke tage 11 ugers barsel - det er helt op til dem selv.

Hvorfor skal staten blande sig i, hvordan forældre fordeler barslen mellem sig?

- Hvis der ikke er offentlige ydelser involveret, så skal staten heller ikke blande sig i, hvor meget orlov man tager. Hvis nogen vil have en kort orlov eller halvandet års orlov, er det helt op til dem. Men vilkår for orlov på offentlige ydelser bliver nødt til at være bestemt af staten. Det er det også i dag, så jeg kan ikke se, at det her skulle være et indgreb i nogens frihed.

Hvorfor er det så vigtigt for Venstre at få øremærket barsel til fædrene?

- Først og fremmest er det et EU-direktiv, vi er nødt til at implementere. Men i Venstre tror vi på, at øremærket barsel kan være med til at skubbe på for mere ligestilling. I dag er vi det land i Norden, hvor færrest mænd tager barsel. Vi skal gerne derhen, hvor kvinder ikke bliver fravalgt på arbejdsmarkedet, fordi en arbejdsgiver frygter, at de skal på barsel.

- Det er blevet en følelsesladet debat, hvor mange mener, at små børn har det bedst med, at moren tager barslen?

- Det er jeg uenig i. Min mand er mindst lige så god til vores børn, som jeg er.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden