Leder

Misbrug af asbest-frygt

Men i virkeligheden handler det nok heller ikke så meget om en reel frygt for asbest som det handler om modstand mod Egholm-forbindelsen

Anders Sønderup

Anders Sønderup

Hvis der ellers var hold i anklagen ville det være den største skandale i Danmarkshistorien, og Aalborg ville reelt blive ubeboelig i al overskuelig fremtid.

- Du vil da ikke have, at dit barn eller barnebarn får lungehindekræft og dør af det i en ung alder, vel? Jeg tænkte det nok, men så må du altså på dupperne for at forhindre realisering af Egholm motorvejen.

Citatet er fra en læserbrev i Nordjyske, hvor skribenten Gitte Paracha Thorhauge hævder at vide, at der er dumpet tusindvis af ton ren asbest præcist der, hvor den kommende forbindelse over Egholm skal bygges.

Men påstanden har ikke skabt det ramaskrig, man vel egentlig kunne forvente.

For ikke mange har taget påstanden seriøst - heller ikke på Facebook, hvor kun modstanderne af Egholm-forbindelsen har liket den. Den eneste, der egentlig har reageret er transportminister Benny Engelbrecht (S), der afviser påstanden, og i øvrigt mener, at Nordjyske ikke skulle have bragt læserbrevet. Det sidste skal han ikke blande sig i.

For læserbrevet viser nemlig en ting: At en del af modstanderne nu er i gang med at opfinde argumenter, der er i strid med sandheden. Ovennævnte læserbrev er nemlig kun et blandt flere - omend ingen andre går til samme yderlighed.

At Eternitfabrikken - lovligt på det tidspunkt - brugte Limfjorden som en slags losseplads er rigtigt. Gennem tiderne er der dumpet mange tons affald i både fjorden, og mange andre steder i byen. At affaldet indeholder asbest er også sikkert, for asbest blev brugt i stor stil til alle former for byggematerialer, og Eternitfabrikken var storforbruger af de livsfarlige fibre. En del af affaldet dukker jævnligt op ved strandkanten i et område vest for Aalborg, og her er der fundet asbest.

Men der er intet, der sandsynliggør, at der skulle være deponeret tusindvis af ton ren asbest i Limfjorden. Der er intet, der understøtter, at generationer af børn vil blive ramt af lungehindekræft fordi der bygges en 3. Limfjordsforbindelse via Egholm.

Det er ikke nogen lurende miljø-katastrofe - findes der affald, der indebærer en miljø-risiko skal det selvfølgelig fjernes eller inddæmmes. At nogen skulle forsøge at skjule noget, der kunne give børn lungehindekræft, er paranoia. Hvad i alverden skulle motivet være?

Men i virkeligheden handler det nok heller ikke så meget om en reel frygt for asbest som det handler om modstand mod Egholm-forbindelsen.

Frygten for asbest-fund er nemlig begrænset til Egholm-forbindelsen. Ingen af modstanderne synes bekymret om asbest hvis bare forbindelsen flyttes et par kilometer mod øst.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.