Mistænkt for at være med i vanvittig flugt: I dag troppede ung mand selv op på politigården
Det kunne være gået helt galt, da en hvid varevogn kørte som død og djævel gennem Aalborg for at undslippe politiet
Opdateret kl. 19:55
AALBORG: En mand midt i tyverne troppede i dag op på politigården i Aalborg, fordi han vidste, at politiet ledte efter ham.
Manden er mistænkt for at stå bag et tyveri af nogle dyre cykler til en værdi af omkring 375.000 kroner fra en cykelhandler i Skørping og for at have været involveret i en biljagt gennem Aalborg, hvor en hvid varevogn blev jagtet af flere politibiler om aftenen 1. februar.
Du kan se et klip fra biljagten i videoen herunder. Artiklen fortsætter under videoen.
Kort efter han mødte op på politigården, blev den unge mand anholdt, og fredag eftermiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet indtil 5. marts.
- Han er sigtet for indbruddet og for vanvidskørsel og flugt fra politiet, siger senioranklager ved Nordjyllands Politi Torben Kaufmann til NORDJYSKE.
Den mistænkte, der er fra området mellem Hobro og Randers, nægter sig skyldig og kærede fængslingen.
Cykeltyveriet
Natten til mandag 1. februar klokken 04.04 gik tyverialarmen hos Skørping Cykler i Skørping.
Et glasparti blev smadret, og på videoovervågningen kunne man se to mænd gå ind og løfte dyre cykler til hundredtusindvis af kroner ud gennem det ødelagte glasparti.
Tyvene gik ifølge ejeren målrettet efter nogle dyre mountainbike- og landevejscykler.
Tippet og biljagten
Et konkret tip fik hurtigt politiet på sporet af de dyre cykler, som skulle vise sig at befinde sig i Aalborg.
Her troppede politiet op på en adresse mandag aften i forrige uge omkring klokken 20, og det er formentlig det, der har startet biljagten.
En hvid kassevogn forsøgte i første omgang at påkøre en af politiets biler, inden den fortsatte flugten på motorvejen. Flere politibiler var involveret i jagten, og da den hvide kassevogn forlod motorvej og kørte ind i byen igen, forsøgte den igen at påkøre en patruljebil.
Biljagten endte på Juelsstien ved Byplanvejens skole, hvor to eller tre personer sprang ud af kassevognen og stak af.
Selvom hundepatruljer blev sat ind i eftersøgningen, så lykkedes det ikke politiet at få fingrene i mændene i kassevognen den aften.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.