Modstanderne kæmper videre mod forbindelse: - For os er det ikke noget særligt banebrydende
Borgerbevægelsen har ikke opgivet kampen mod en motorvej over Egholm til trods for bred politisk aftale om linjeføringen og finansiering af projektet

Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen fik i maj besøg af både Karsten Lauritzen (V) og uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), der begge er valgt i Nordjylland. Arkivfoto: Henrik Louise Foto:Henrik Simonsen
AALBORG:Til trods for en ny, bred politisk aftale og håndslag om at afsætte pengene til 3. Limfjordsforbindelse er kampen ikke slut endnu hos Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, fortæller formand Louise Faber.
- Jeg betragter ikke forliget som værende noget, der ændrer på noget som helst i status quo.
For Borgerbevægelsen er mandagens trafikforlig bare endnu et i rækken af forlig, hvori forbindelsen indgår.
- Det er jo et forlig. Det laver politikere med jævne mellemrum, og for os er det vores tredje forlig i forbindelse med den her motorvej i Egholmlinjen. Det første var i 2014, der har også været et i 2019, og nu er der så et igen her i 2021. Det er det, det er for os. For os er det ikke noget særligt banebrydende, siger formanden og uddyber:
- Det bliver udlagt, som om den nu er besluttet, men et forlig omhandler jo en hel masse beslutninger på én gang med en hel masse linjeføringer og en hel masse forskelligartede linjeføringer; der er både tog og motorvej. For hver enkelt linjeføring er der en lovbunden proces, der skal følges, og det er den vi interesserer os for.
Stemningen kan skifte
I Borgerbevægelsen håber man, den politiske diskurs vil ændre sig.
- Jeg hæfter mig ved, at der faktisk er fire partier, der står uden for den del af forliget, som omhandler Egholmmotorvejen, siger Louise Faber med henvisning til Frie Grønne, der slet ikke er med i aftalen, samt Enhedslisten, Alternativet og SF, der står uden for aftalen om 3. Limfjordsforbindelse.
På den anden side står dog Socialdemokraterne, Radikale, Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne, der alle er med i aftalen. Til sammen råder de lige nu over 139 mandater i Folketinget.
- De kan godt vedtage en anlægslov udenom mindretallet. Men der kan stadig ske meget i den her proces. Håndslag eller ej.
Hvad er det, der kan ske herfra?
- Den politiske stemning kan jo ændre sig. Det kan den også selvom, der er lavet et trafikforlig. Vi har før set vejstrækninger ryge ud af trafikforlig. Tidligere var det omfartsvejen i Mariager. Det kan også ske for Egholmforbindelsen. Vi har også set processer som udmunder i, at anlægsloven ikke kan gennemføres, forklarer Louise Faber og fortsætter:
- Som det ser ud lige nu, vurderer vi, at den VVM-undersøgelse, der ligger på motorvejen, ikke er fyldestgørende. Så vi mener ikke, der er grundlag for at vedtage en anlægslov på det nuværende oplysningsgrundlag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.