Nordjyder sabler nye busser ned: Her er NT's svar

Det har ikke været en problemfri start for de nye el-busser, som trillede ud på vejene 7. august. NT-chef har et løfte til nordjyderne

Adskillige nordjyder har bidt mærke i forsinkede busser på det seneste.  <i>Foto: Martél Andersen</i>

Adskillige nordjyder har bidt mærke i forsinkede busser på det seneste.  Foto: Martél Andersen

AALBORG:"En meget dårlig busoplevelse". "Det er næsten som at vinde i lotto, hvis den kører til tiden". "Er ikke imponeret over motorstøjen."

Anmeldelserne af de 90 nye elbusser, som Nordjyllands Trafikselskab (NT) under pomp og pragt lancerede for knap to uger siden, er ikke imponerende.

De ovenstående kommentarer er taget fra NTs egen Facebook-side, og Nordjyske har derudover modtaget tip om aflysninger, nedbrudt aircondition og lange ventetider fra skuffede kunder.

Hos NT indrømmer man, at begyndelsen ikke har været uden børnefejl. Mette Henriksen, der er chef for kunder og salg afviser dog, at der er noget større mønster.

- Det er en kæmpestor driftsopstart. Det er et nyt depot, det er nye medarbejdere, og det er nyt materiel. Så vi havde forventet, at der ville være nogle bump på vejen. Når jeg får mig en ny bil, skal jeg også lige vænne mig til den, siger Mette Henriksen.

Tilvænningsperiode

Hun siger, at en del af baggrunden for fejlene er de mange nye medarbejdere, der selvfølgelig lige skal have helt styr på de moderne busser, inden driften kører helt glat. Op mod 350 nye medarbejdere er ansat.

- Vi har nogle chauffører, der lige skal vænne sig til busserne. Og det er også et kæmpestort logistikarbejde med det nye depot, for man skal lige kunne huske, hvor man har stillet bussen, siger Mette Henriksen.

Flere kunder har klaget over lange ventetider, siden de nye busser blev sat ind. Blandt andet på rute 17, rute 5 og ruten mellem Hals og Aalborg Busterminal. En af dagene kom bussen simpelthen ikke, fortæller en Nordjyske-læser.

Mette Henriksen fra NT siger, at man har et særligt øje på busser, der kører i myldretider og med folk, der skal nå på arbejde eller i skole.

- Skoleruterne forsøger vi både normalt og også med de nye elbusser at prioritere højt.

Mette Henriksen fortæller, at Tide Bus A/S Danmark, der leverer busserne, har lagt ekstra tid ind i vagtplanerne til, at chaufførerne kan vænne sig til busserne, og hun mener heller ikke, at ”tankningen” af de nye elbusser skulle skabe ekstra ventetider.

- Det med tankningen er plug and play. Når de har kørt bussen ind på den plads, hvor den skal holde, skal de sætte stikket i. Selvfølgelig er der nogle tilfælde, hvor de glemmer at sætte stikket i, og så har vi en elbus, der ikke er opladet.

Skulle chaufførerne ikke være uddannede inden 7. august?

- Jo, det har de da også været. De er blevet uddannet i at køre de nye busser. Det handler om en tilvænningsperiode, siger NT-chefen.

Enkelte tilfælde?

Nogle kunder har også klaget over saunavarme busser med nedbrudte aircondition-systemer. Mette Henriksen har ikke hørt fra chaufførerne, at det skulle være have været værre i busserne end på enhver anden arbejdsplads i de varme augustdage.

- Der er sikkert nogle sager, hvor airconditionen er stået af, men der er ikke noget mønster. Det er mange små ting, og der er mange ting, der skal falde i hak, når der begynder 350 mennesker på en ny arbejdsplads, siger hun.

Mette Henriksen fortæller, at Nordjyllands Trafikselskab taler med Tide Bus flere gange om dagen, men selvom Tide Bus ifølge Henriksen "knokler 24 timer i døgnet", er det ikke nok til helt at undgå problemer.

- Der har da været nogle enkelte tilfælde med en alarm, der er gået, eller en dør, der ikke vil åbne, og fordi de er vant til at køre en dieselbus, kan der godt være nogle rutiner og procedurer, der ikke er på plads, siger hun men roser i samme ombæring chaufførernes gåpåmod.

Til slut giver hun en smule håb til de mange utilfredse nordjyder. En forventning om lidt lysere tider for de nye i Aalborgs busfamilie.

- Vi forventer nogenlunde normal drift i begyndelsen af næste uge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.