Aalborg regatta

60.000 deltog sidst: Nu kommer imponerende skibe, madboder fra hele verden og gratis musik igen

Aalborg Regatta bliver en havnefest med flotte skibe, mad fra hele verden og gratis koncerter

Aalborg Regatta sætter sit præg på Aalborg de næste fire dage, hvor elleve flotte skibe lægger til kaj.
Aalborg Regatta sætter sit præg på Aalborg de næste fire dage, hvor elleve flotte skibe lægger til kaj. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 19:01

Aalborg er og bliver en havneby. Det sætter det store, maritime event Aalborg Regatta en tyk streg under i de kommende dage. 

Sidste gang lokkede Aalborg Regatta 60.000 nysgerrige nordjyder helt ud til havnefronten, der nu igen skal danne rammen om en fællesskabende byfest. Det bliver fire dage med imponerende skibe, musik og mad fra alle verdenshjørner.

På den maritime front kommer 11 skibe i alt. Ti fra Danmark og et enkelt helt fra Holland. 

Skibet her er kommet helt fra Holland. Foto: Lars Pauli

Kom med ombord

Under Aalborg Regatta kan alle komme med ombord, når skibene på skift holder "Åbent skib". Det vil skibene gøre henover de næste fire dage og markere det med et skilt på havnefronten. 

Skibene, der deltager er: Brita Leth, LOA, Gulden Leeuw, Morgenster fra Holland, Marinehjemmeværnets HMS Patrioten, Jens Krogh, Betty, Maja, Søværnets Patruljefartøj Diana, ALBA og IMSUM af Aalborg. 

Skibet Maja er et tremastet træskib, som også vil tage gæster med på sejlture i Limfjorden under besøget.

Havnefronten vil summe af mennesker, liv og fællesskab under Aalborg Regatta. Foto: Lars Pauli

Madboder fra hele verden

Utzon Parken bliver under Aalborg Regatta omdannet til et autentisk streetfood-område. 

For netop nu er 16 madboder ved at rykke ind med autentiske køkkener fra de fjerneste afkroge af verden. Det fortæller Kristian Andersen, der er partner i Mad & Kultur, som er hyret ind til at stå for madboderne under Aalborg Regatta.

- Der er et bredt udvalg af madboder, en kaffebar og en vinbar. Vi går også op i at sætte den rigtige stemning omkring madboderne med store oliventræer, lyskæder og plads til 1000 siddende gæster, siger Kristian Andersen.

Her kommer madboder fra både Danmark, Thailand og Argentina.

Der bliver arbejdet på at etablere et streetfood med 16 madboder, kaffe- og vinbar på havnefronten. Foto: Lars Pauli

Store, gratis koncerter

I forbindelse med Aalborg Regatta vil havnefronten også danne rammen om en række gratis koncerter ført an af en af de største stjerner lige nu, nemlig Christopher. Han er en del af programmet lørdag aften sammen med SVEA.

Inden da kan du glæde dig til at opleve Annika Aakjær og Svea S torsdag aften, mens det er Carpark North og Danser med Piger, der er klar på scenen fredag aften.

Skibene vil på skift holde "Åbent skib", hvor man kan komme ombord. Foto: Lars Pauli

Koncerterne begynder klokken 19 og klokken 21 de tre aftener, og de finder sted på friluftsscenen på Slotspladsen.

Aalborg Regatta bliver afholdt fra 24. august til 27. august på Aalborgs havnefront.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden