Ultraløb

Nordjysk grundstof: Stine Rex smadrer vild rekord

Ultraløberen er nu den kvinde i verden, der har løbet længst på et løbebånd i 48 timer

Stine Rex fejrer verdensrekorden med sin mand, Dan Kristensen. - Han er mit hemmelige våben. Han er med ved alle løb og en motivator på hver eneste meter, konstaterer den nordjyske ultraløber.

Stine Rex fejrer verdensrekorden med sin mand, Dan Kristensen. - Han er mit hemmelige våben. Han er med ved alle løb og en motivator på hver eneste meter, konstaterer den nordjyske ultraløber.

AALBORG:Der findes 94 grundstoffer i det periodiske system. Fra actinium til zirconium

Antallet burde udvides til 95 - og det vil være passende at kalde det seneste for rexium.

For det er vaskeægte grundstof - stædighed og vilje - som den 42-årige nordjyske ultraløber Stine Rex er gjort af. Søndag har det sikret hende en imponerende verdensrekord i at løbe 48 timer på et løbebånd.

340 kilometer og 430 meter lyder den nye verdensrekord på, og det er 15,43 kilometer længere end den rekord på 325 kilometer, som den polske ultraløber Patrycja Bereznowska satte så sent som i 2020.

Attentatet på rekorden indledte Stine Rex fredag formiddag kl. 11 i Aalborg Zoo, og søndag morgen kl. 8.12 passerede den 158 cm høje og 45 kilo lette nordjyde den hidtidige rekorddistance til tonerne af Queens' "We are the champions".

- Det er så vildt. Jeg har overhovedet ingen kriser haft undervejs. Jeg kan mærke, at mine fødder er én stor vabel. Nu glæder jeg mig bare til at få strømperne af, for når jeg har løbet langt, synes jeg altid, det er så spændende at se, hvordan mine fødder ser ud, griner Strine Rex, som under rekordforsøget blot sov en halv time to gange.

- Det har virkelig været en fed oplevelse. Jeg føler, jeg har kunnet hvile, være mig selv og klar i hovedet gennem alle 48 timer, fastslår hun.

Hvor der ikke blev ødslet med søvn, var der til gengæld rigeligt med mad undervejs.

- Alt for meget, faktisk. Jeg har fået pizza, nuggets og pomfrites. Det har været én stor buffet, griner den nordjyske verdensrekordindehaver.

Uden mad og drikke, du'r helten ikke, siger man. Så Stine Rex tyggede sig i 48 timer igennem store mængder pizza, nuggets og pomfritter.

Uden mad og drikke, du'r helten ikke, siger man. Så Stine Rex tyggede sig i 48 timer igennem store mængder pizza, nuggets og pomfritter.

Stine Rex, der gennem årene har udfordret sig selv på distancer så lange, at de allerfleste ikke engang kan drømme om det i febervildelse, løb ikke kun for rekordens skyld. Hun samlede samtidig ind til fordel for Legeheltene, som Børneulykkesfonden står bag.

Legeheltene arbejder for at skabe mere leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn mellem 1-14 år, der hvert år indlægges i Danmark. Det gør de ved at tage ud på hospitaler over hele landet og aktivere de indlagte børn for få dem op af deres sygesenge og ud af hospitalsstuerne.

- De tager bare ud og banker på døren ind til børneafdelingerne og spørger, om børnene vil lege. Det er så fedt, hvad de gør, for de rammer sådan en bred målgruppe, siger Stine Rex.

Hvor meget indsamlingen løb op i, er endnu ikke gjort op. Men Stine Rex er taknemmelig for hver en krone, det bliver til.

- Mange bække små gør også en forskel, fastslår hun.

To gange undervejs mod rekorden sov Stine Rex i en halv time. Og så kunne hun samtidig få lidt tiltrængt omsorg fra sin mand, Dan Kristensen, og studievært Pia Beltoft fra TV2 Nord.

To gange undervejs mod rekorden sov Stine Rex i en halv time. Og så kunne hun samtidig få lidt tiltrængt omsorg fra sin mand, Dan Kristensen, og studievært Pia Beltoft fra TV2 Nord.

Hendes egne fødder flyttede hende de mange kilometer mod verdensrekorden og de indsamlede midler til Legeheltene, men hun fik værdifuld hjælp til sin motivation undervejs.

På et løbebånd ved siden af hende stillede en række kendte nordjyder op og gjorde hende følgeskab en del af vejen. Det var blandt andre rapperne Johnny Hefty og Zjakalen, badmintonparret Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, komikeren Nikolaj Lange og den nordjyske tømrer Morten Sort Mouritsen, som i 2017 vandt den første sæson af TV 2-serien "Korpset".

- Det har betydet alt. De kom med så meget energi, sjov og ballade. Det fik tiden til at flyve. Jeg har talt med min mand, Dan, om det, og vi er enige om, at det her er en oplevelse, vi aldrig vil glemme. Én ting er at sætte verdensrekord. Noget andet er at være sammen med så mange fantastiske mennesker, fastslår Stine Rex, som også takker sin mand, Dan Kristensen, for at være på sidelinjen gennem samtlige 48 timer.

- Han er mit hemmelige våben og en motivator på hver eneste meter, har ultraløberen sagt ved mange lejligheder, hvor hun har præsteret langt mere, end man skulle tro, en menneskekrop kan holde til.

Men hun er jo også gjort af rexium.

Super-mor. Stine Rex med sine børn efter den vilde præstation. Foto: Niels Skovmand

Super-mor. Stine Rex med sine børn efter den vilde præstation. Foto: Niels Skovmand

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden