Nordjysk testchef om nedlukning: God idé
- Vi kan se, tallene stiger, så der er brug for skrappere restriktioner, siger overlæge

Overlæge Jan Nybo står i spidsen for Region Nordjyllands testarbejde, og han bifalder beslutningen om at lade Aalborg Kommune være omfattet af den hårde nedlukning. Foto: Line Bloch Klostergaard
AALBORG:Flere dage med voksende smittetal i Aalborg Kommune betyder, at Aalborg Kommune nu bliver omfattet af den særligt hårde nedlukning, som har ramt flere end 60 danske kommuner.
Og det er en god idé, fastslår Region Nordjyllands chef for covid 19-tests, overlæge Jan Nybo.
- Det er relevant, fordi vi netop kan se, at tallene stiger i Aalborg Kommune. Generelt ser vi en presset kommune, og så må der være brug for lidt skrappere restriktioner. Så jeg synes, det er en god idé, siger Jan Nybo til NORDJYSKE.
I Aalborg Kommuner er 364 personer blevet testet positive for coronavirus de seneste syv dage, hvilket giver et incidenstal på 164,4 (antal smittede per 100.000 indbyggere, red.) Den seneste uge 13.082 personer blevet testet, og det giver en positivprocent på 2,72. Her er landsgennemsnittet 3,18 pct.
I alt er 2735 borgere i Aalborg Kommune ifølge tal fra Statens Serum Institut testet positiv siden 27. januar.
Hvis folk i Aalborg Kommune er gode til at efterkomme de her restriktioner, hvor hurtigt vil vi så set et resultat?
- Der går cirka to uger, fra vi laver noget, til vi begynder at kunne se effekten af det. Det vil jo passe fint op til jul, siger Jan Nybo.
Han har i den forløbne uge stået i spidsen for det testarbejde ved Aalborg Kongres & Kultur Center, som primært har været rettet mod kommunens unge, hvor smitten for alvor ser ud til at have fået fat.
Her blev i alt 3419 personer testet på de to dage, og indtil torsdagens beslutning om at inkludere Aalborg Kommune i den hårde nedlukning var regionens plan i samarbejde med Aalborg Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed at lave såkaldte popup-tests ved flere skoler og ungdomsuddannelser i kommuner.
De planer er nu skrottet.
- Vi må op med en plan B, og i stedet vil vi så nok intensivere indsatsen relevante steder i kommunen, hvor vi kan se, at incidensen er høj, og så etablere nogle lidt større teststeder, som vi har set ved AKKC, siger Jan Nybo.
Hvor kan det tænkes at blive?
- Vi har kigget lidt på Aalborg Øst og måske Skalborg. Og så fastholder vi nok den i centrum ved AKKC, så vi tilbyder tider og steder, hvor der er brug for det, siger Jan Nybo.
Region Nordjylland har i øjeblikket udlånt to mobile testhold med i alt 10 testmedarbejdere til de 38 kommuner på primært Sjælland, som blev ramt først af den hårde nedlukning. Ifølge Jan Nybo er der ikke planer om at kalde dem hjem før tid.
- Vi lader dem bliver derovre og hjælpe til og med søndag, som vi er blevet bedt om, så dem trækker vi ikke hjem før. Så må vi se, om de gerne vil have dem forlænget, for ellers trækker vi dem selvfølgelig hjem, siger testchefen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.