Fra 60 til 50: Her er de strækninger, hvor farten bliver sat ned
Politiet har givet grønt lys til ændringen

Nu sænkes hastigheden på seks udvalgte strækninger bl.a. her på en del af Hobrovej. Arkivfoto:Lars Pauli
AALBORG:Nu sættes fartgrænsen ned på en række udvalgte strækninger i Aalborg Kommune.
Nordjyllands Politi har givet grønt lys til kommunens ønske om at sænke fartgrænsen fra 60 til 50 kilometer i timen på seks strækninger, som er Hasserisvej, Over Kæret, Hobrovej (fra Ny Kærvej/Vestre Alle til Nibevej i Skalborg), Skelagervej, Th. Sauers Vej og Gugvej.

Hastighedsnedsættelsen kommer til at ske løbende i nævnte rækkefølge fra uge 45 og frem mod nytår. Aalborg Kommune har som led i det trafiksikkerhedsfremmende arbejde længe haft et ønske om at få sænket fartgrænserne på en lang række vejstrækninger i Aalborg.
- Lavere hastighed ses som en stor del af løsningen på vores udfordring med at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken, og derfor er jeg glad for, at vi nu sænker farten på nogle af de travleste ud- og indfaldsveje til Aalborg, så vores veje bliver meget tryggere og sikrere at færdes på - for alle trafikanter, siger by- og landskabsrådmand Jan Nymark Thaysen (V) i en pressemeddelelse
Han peger på, at det samtidig bliver "nemmere for trafikanterne, at der er ensartede hastighedsgrænser, og risikoen for bøder ved nedskiltning fra én hastighed til en anden bliver fjernet".
Arbejdet begynder i denne uge, og der er også andre fordele ved hastighedsnedsættelsen end trafiksikkerhed.
- Når vi sænker hastigheden, får vi også færre støjgener, bedre bymiljø og da det langt fra er alle, der kører i el- og hybridbilder, vil der alt andet lige være en lavere CO2-udledning, hvilket kommer os alle sammen til gode", fortæller Jan Nymark Thaysen.
Der bliver bl.a. sat kampagneplakater op langs vejene, der orienterer om den nye hastighedsgrænse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.