Økologisk forsamlingshus får millionstøtte
Nordea Fonden donerer otte mio. kroner til udendørs faciliteter ved lokalt kulturhus
Opdateret kl. 18:31
HALKÆR: Halkær Kro, som er kulturhusversionen af historien om humlebien, der ikke burde kunne flyve, men gør det alligevel, får nu en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der skal være med til at tiltrække endnu flere til aktiviteterne på stedet
Nordea Fonden har nemlig givet tilsagn om otte millioner kroner til nye udendørsfaciliteter, der skal bygge bro mellem inde og ude.
Desuden vil kulturhuset udvikle og teste forskellige sansebaserede aktiviteter med tilknytning til maden og naturen, så endnu flere kan få oplevelser med fødevarerne. Aktiviteterne har fokus på fra jord til bord og fællesskaber under åben himmel for børn, unge, voksne og seniorer.
- Halkær Kro har tradition for at være et sted, hvor alle er velkomne, og hvor man kan komme, som man er, og være lige præcis den, man er. Det fællesskab får vi nu mulighed for at invitere mange flere nordjyder ind i, og det er vi meget taknemmelige for, siger Ellen Marie Drastrup, som er forperson for Halkær Kros bestyrelse.
Udefaciliteterne kommer til at tælle bålplads, udekøkken og en mobil foodtrailer, men det er også planen at etablere skolehaver og kompostsystem. Faciliteterne skal bygge bro mellem mad- og kulturhuset, landsbyfælleden og naturen omkring Halkær og understøtte aktiviteter i udeskole og for grupper.
Det kan f.eks. være tilberedelse af bålmad med grøntsager fra landsbyfælleden, kurser i rens af fisk ved udekøkkenet eller fællesspisninger under åben himmel. I det hele taget vil kulturhuset udvikle og teste undervisningsforløb til forskellige målgrupper som tæller grundskole, ungdomsuddannelser og erhvervsskole.
- Halkær Kro står på mange måder for det, Nordea-fonden gerne støtter. Det gode liv i lokalsamfundet med måltider baseret på egne økologiske råvarer og med øje for både bæredygtighed, klima og godt håndværk. Samtidig har man med frivillig indsats formået at drive kulturhuset i 30 år og skabt et enestående fællesskab, som mange har lyst til at deltage i. Det er ganske enkelt imponerende, og det vil vi meget gerne være med til, forklarer uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Faciliteterne skal stå færdige i 2024, og det er ambitionen, at de med tiden skal blive økonomisk selvbærende.
- Ligger ved Limfjorden, nær Nibe, i udkanten af Aalborg Kommune og har været et frivilligt drevet, økologisk forsamlingshus, siden otte lokale familier gik sammen og etablerede stedet i 1992 i byens nedlagte brugsforening.
- Stedet har siden fungeret som spillested, kulturhus, økologisk spisehus og lokalt samlingssted drevet af frivillige kræfter, og i dag er der ca. 100 frivillige, som bidrager til drift, vedligehold og events.
- Med en stærk ideologisk forankring omkring økologi og bæredygtighed er Halkær Kro blevet et lokalt mødested og fællesskab, hvorfra nye ideer opstår.
- Bæredygtighed, økologi og klima- og miljøbevidsthed har altid været en hjørnesten i Halkær Kro. F.eks. var stedet det første til at få det økologiske spisemærke i guld som spisested.
- Projektets samlede budget er 8.518.000 kr., heraf støtter Nordea-fonden med 7.978.000 kr. Aalborg Kommune, Realdania og LOA har finansieret ombygningen af Halkær Kro med 20 mio. kr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.